Bekendtgørelsen om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport og kontrol med arbejdstid ændres pr. 1. juli 2026.
Med ændringen præciseres det, at vejtransporter, som er undtaget fra køre- og hviletidsreglerne på baggrund af nationale undtagelser, fremover er omfattet af arbejdstidsdirektivet for mobile lønmodtagere indenfor vejtransportsektoren.
Med ændringen bringes dansk ret i overensstemmelse med EU-lovgivningen.
Ændringen betyder også, at det fremover vil være Færdselsstyrelsen og Politiet, som fører tilsyn med overholdelsen af arbejdstidsreglerne for de pågældende transporter. Hidtil har Arbejdstilsynet ført tilsyn med arbejdstiden for transporterne efter de almindelige arbejdstidsregler.
Ikrafttrædelsesdato
Ændringerne træder i kraft den 1. juli 2026. Det sker på baggrund af høringssvarene og giver branchen tid til at omstille sig til de nye arbejdstidsregler.
Baggrund for ændringen
Bekendtgørelsen ændres, så den stemmer overens med gældende EU-ret. Det sker på baggrund af Justitsministeriets meddelelse om, at de nationale undtagelser ikke er blevet korrekt implementeret i bekendtgørelsen om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport og kontrol med arbejdstiden.
Læs ændringsbekendtgørelsen her