Udstedelse af bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kørekort

30-06-2025

Ændringen af bekendtgørelsen om kørekort betyder blandt andet, at ordningen om kørekort til 17-årige i kategori B (almindelig bil) med krav om ledsaget kørsel gøres permanent.

De væsentligste ændringer i bekendtgørelsen betyder, at:

  • Ledsagelse af den 17-årige under kørsel reduceres til tidsrummet mellem kl. 20.00 og kl. 05.00
  • Kravene til ledsagerens alder, køreerfaring og frakendelseshistorik lempes

Ændringen medfører ligeledes en ændret fortolkning af reglerne for påbegyndelse af anden køreundervisning. 17-årige med kørekort til kategori B kan fremadrettet anvende kørekortet til udvidelse til flere kategorier, før kørekortet bliver fuldgyldigt ved indehaverens fyldte 18. år.

Reglerne om sidestilling af danske og færøske kørekort udvides, og det bliver på baggrund af danske og færøske myndigheders samarbejde nu muligt for indehavere af færøske kørekort at dokumentere deres førerret med et digitalt kørekort på lige fod med indehavere af danske kørekort.

Endelig er der sket mindre præciseringer af reglerne for ombytning af visse kørekort og genindførelse af en administrativ kode på kategori D1-kørekort til førere under 21 år.

Ikrafttrædelse

Ændringsbekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.

Læs mere på Retsinformation