Valgfri efteruddannelse

Her kan du finde information om kvalifikationsuddannelsen samt eksempler på, hvilken kvalifikationsuddannelse du skal vælge baseret på, hvor gammel du er, og hvilke former for kørsel, som du ønsker at køre.

Valgfri efteruddannelse

Chauffører, der har erhvervet kørekort til bus efter den 9. september 2008, og chauffører, der har erhvervet kørekort til lastbil efter 9. september 2009, skal gennemføre en kvalifikationsuddannelse for at udføre erhvervsmæssig kørsel. Den grundlæggende uddannelse skal gennemføres i det land, hvor du har din sædvanlige bopæl.

De grundlæggende kvalifikationer kan fås ved enten at gennemføre ”Grundlæggende kvalifikationsuddannelse”, som er på 8 uger, eller ”Intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse”, som er på 4 uger.

På kvalifikationsuddannelsen får du teoretiske og praktiske fag inden for:

  • Videreuddannelse i brændstoføkonomisk kørsel med hovedvægt på sikkerhed.
  • Anvendelse af reglerne på vejtransport- og godstransportområdet/personbefordringsområdet.
  • Sundhed, færdselssikkerhed og miljøsikkerhed, service og logistik.

Du skal have 20 individuelle køretimer på den grundlæggende kvalifikationsuddannelse og 10 individuelle køretimer på intensive grundlæggende kvalifikationsuddannelse.

Grunduddannelsen afsluttes med en skriftlig prøve. På grunduddannelsen for godschauffører er der også en praktisk prøve i lastsikring.

Hvilken kvalifikationsuddannelse skal du vælge?

Hvilken kvalifikationsuddannelse du skal vælge, er blandt andet afhængig af, hvor gammel du er, og hvilke former for kørsel, som du ønsker at køre. Chauffører, der er over 21 år og tager kørekort til lastbil, og chauffører, der er over 23 år og tager kørekort til bus, kan frit vælge mellem de to uddannelser.

  • Hvis du har kørekort til bus og er mellem 21 år og 23 år, må du, hvis du har gennemført den grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 8 uger, udføre al indenlandsk buskørsel.
  • Hvis du har kørekort til bus og er mellem 21 år og 23 år og har gennemført den intensive grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 4 uger, må du køre rutekørsel på en strækning, der ikke overstiger 50 km.
  • Hvis du vil udføre international buskørsel, skal du være fyldt 23 år og have minimum to års erfaring som fører af bus eller lastbil.
  • Hvis du har kørekort til lastbil og er mellem 18 år og 21 år og har gennemført den grundlæggende kvalifikationsuddannelse på 8 uger, må du køre godskørsel i lastbil.

 

Efteruddannelser for både bus og godschauffører

Nedenfor kan du se alle de typer efteruddannelser, som tilbydes for både gods- og buschauffører

Valgfri efteruddannelse

Skift af arbejdsområde

Hvis du er buschauffør og har gennemført grunduddannelsen, og du ønsker at blive godschauffør, skal du kun gennemføre de dele af grunduddannelsen, som er særlige for de nye godsaktiviteter. Kurset varer 1 uge. Du skal have mindst 3 individuelle køretimer. På grunduddannelsen, der afsluttes med en skriftlig prøve, er der også en praktisk prøve i lastsikring. Hvis du er godschauffør og har gennemført grunduddannelsen, og du ønsker at blive buschauffør, skal du kun gennemføre de dele af grunduddannelsen, som er særlige for de nye busaktiviteter. Kurset varer 1 uge. Du skal have mindst 3 individuelle køretimer. Grunduddannelsen afsluttes med en skriftlig prøve.