Bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer
Af bekendtgørelsen fremgår en tydeligere opdeling mellem periodesyn, registreringssyn og øvrige kontroller.
Bekendtgørelsens afsnit om registreringssyn er i høj grad en videreførelse af gældende regler. Den største ændring vedr. registreringssynet består i en omstrukturering af bestemmelserne for at gøre bekendtgørelsen mere læsevenlig. Derudover foreslår Færdselsstyrelsen, at sproget opdateres i flere af bestemmelserne.
§14, om gyldigheden af tidligere udstedte typegodkendelser, og § 17, om anmeldte EF-typegodkendelser, ophæves da grundlaget for anvendelse af disse bestemmelser ikke længere eksisterer.
Endelig ophæves bestemmelserne i § 34, stk. 7, 3. pkt., og § 71, da Færdselsstyrelsen vurderer, at disse ikke har hjemmel i synsloven.
Bekendtgørelsen giver mulighed for, at påhængskøretøjer til tunge erhvervskøretøjer kan få foretaget periodisk syn i en anden EU-medlemsstat, hvorefter det periodiske syn kan anerkendes i Danmark. Dette er kun muligt, hvis der kan fremlægges dokumentation for et godkendt periodisk syn, og det bliver indberettet via en synsvirksomhed, der har tilladelse fra Færdselsstyrelsen til at drive synsvirksomhed.
Omsynsfristen ændres fra 33 dage til 60 dage, så det sikres, at periodesynsdirektivet bliver overholdt.
Der ændres i reglerne for tilladt kørsel ved periodisk syn. Fremover kan der kun stilles vilkår for kørsel eller forbydes kørsel, indtil køretøjet er godkendt ved omsyn, i forbindelse med farlige fejl, hvor synsmedarbejderen vurderer det nødvendigt af hensyn til trafiksikkerheden.
Fra 1. januar 2027 skal følgende køretøjer ikke længere til periodisk syn pga. deres særlige godkendelser: Registreringspligtige påhængskøretøjer til bil med et samlet tilladt akseltryk på over 750 kg og højst 3.500 kg, som er godkendt til Tempo 100, køretøjer godkendt til udrykning, varebiler og motorcykler godkendt til udlejning uden fører samt varebiler godkendt til øvelseskørsel.
Som udgangspunkt skal ovenstående køretøjer følge intervallet for periodisk syn for deres køretøjstype. Registreringspligtige påhængskøretøjer til bil med et samlet tilladt akseltryk på over 750 kg og højst 3.500 kg, som er godkendt til Tempo 100-kørsel, skal dog stadig have foretaget en kontrol af, at køretøjet fortsat opfylder kravene for godkendelse til Tempo 100. Det skyldes, at Tempo 100-attesten, som udstedes i forbindelse med Tempo 100-godkendelse af påhængskøretøjet, har en gyldighedsperiode på 2 år og Tempo 100-kørsel forudsætter, at der kan fremvises en gyldig Tempo 100-attest.
Derudover ophæves reglerne om ejer- eller brugerskifte af ikke periodesynspligtige køretøjer fra 1. januar 2027. Reglerne ophæves, idet det ikke er i overensstemmelse med minimumsbestemmelserne i periodesynsdirektivet at fastsætte en ekstra kontrol i forbindelse med ejer- eller brugerskifte, når køretøjerne som udgangspunkt ikke er underlagt løbende vedligeholdelseskontrol.
Bekendtgørelse om synsvirksomheder
I bekendtgørelsen beskrives tilladelsesordningen for synsvirksomheder og godkendelsesordningen for synsvirksomheders synssteder. Bekendtgørelsen giver mulighed for, at synsvirksomheder kan få godkendt synssteder på køretøjsartsniveau.
Bekendtgørelsen indeholder desuden den permanente løsning for håndtering af påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på mere end 750 kg og højst 3.500 kg, som flyttes fra tilladelseskategori 3 til tilladelseskategori 2 og 4. Dermed flyttes påhængskøretøjerne til de tilladelseskategorier, hvor der forefindes egnet udstyr (revisionsgrav eller lift med tilstrækkelig løftekapacitet og længde til at løfte det samlede vogntog) til at foretage teknisk kontrol af påhængskøretøjerne.
Med bekendtgørelsen indføres der en tilladelsesordning for teknisk kontrol af særlige køretøjer. Tilladelserne, som er tidsbegrænsede, giver synsvirksomheder tilladelse til at foretage tekniske kontroller af særlige køretøjer på lokationer, der ikke er godkendt af Færdselsstyrensen som synssteder. I bekendtgørelsen er der i øvrigt indsat en overgangsordning for tilladelser til at foretage flådesyn og efterfølgende omsyn, der er udstedt før den 1. januar 2026. Sådanne tilladelser bortfalder senest den 30. juni 2026.
Færdselsstyrelsens forpligtelse til at fremsende statistiske oplysninger for det enkelte synssted til synsvirksomheden ophører med bekendtgørelsen. Færdselsstyrelsen vil fortsætte med på styrelsens hjemmeside at offentliggøre statistik over indberettede tekniske kontroller til eSyn og statistik over fejl og omsynsprocenter. Disse statistikker over landsgennemsnittet vil synsvirksomhederne kunne anvende til selv at udarbejde statistiske oplysninger for deres synssteder.
Færdselsstyrelsen skal fremover varetage en del af opgaven med efterprøvning af kvalitetsstyrringssystemets faktiske efterlevelse hos synsvirksomheden; nemlig den del af opgaven, som udføres af kontrolinstanserne 1-3 måneder efter Færdselsstyrelsens godkendelse af synsvirksomheden (synsstedet). Færdselsstyrelsen vil udføre opgaven i forbindelse med styrelsens ordinære tilsyn med nyåbnede synssteder.
Med bekendtgørelsen indføres der en bortfaldsordning for synsvirksomheders ikke-aktive synssteder, ligesom der fastsættes en godkendelses- og tilbagekaldelsesordning for kontrolinstanser.
Bekendtgørelse om omsynsvirksomheder
Med bekendtgørelsen tilpasses tilladelseskategorierne for omsynsvirksomheder, så de ligner tilladelseskategorierne for synsvirksomheder i det omfang, der er tale om køretøjsarter, som omsynsvirksomhederne må omsyne.
Med bekendtgørelsen indføres der en bortfaldsordning for omsynsvirksomheders ikke-aktive omsynssteder, ligesom der fastsættes en godkendelses- og tilbagekaldelsesordning for kontrolinstanser.
Bekendtgørelse om grunduddannelse og efteruddannelse af syns- og omsynsmedarbejdere
Bekendtgørelsen fastsætter nye rammer for virksomheder, der udbyder uddannelse af syns- og omsynsmedarbejdere. Bl.a. indføres følgende krav for uddannelsessteder:
- Krav til undervisernes kompetencer.
- Krav til udstyr og faciliteter.
- Krav om godkendte lektionsplaner.
- Krav om at uddannelsen skal være tilgængelig for enhver, der opfylder adgangskravene til uddannelsen.
Adgangskravene, der skal være opfyldt for at kunne påbegynde uddannelsen, præciseres i bekendtgørelsen. Det gør Færdselsstyrelsen blandt andet ved at indføre følgende adgangskrav:
- Krav om kørekort til alle køretøjsarter i den tilladelseskategori, som der uddannes i.
- Krav om at kursisten er uddannet personvogns- eller lastvognsmekaniker.
Den nye bekendtgørelse digitaliserer teoriprøven. Prøven skal fremadrettet tages via et prøvesystem udviklet af Færdselsstyrelsen. Prøven bliver desuden ændret til multiple choice.
Bekendtgørelse om udførelse af syn af erhvervskøretøjer ved vejsiden
Som følge af den nye synslov er bekendtgørelsen blevet konsekvensrettet, primært i forhold til begreber og henvisninger til lovgivning.
I bekendtgørelsen indsættes der desuden hjemmel til at straffe ejere, brugere og førere af køretøjer, der ved syn ved vejsiden ikke samarbejder med inspektøren.
Bekendtgørelse om udførelse af syn af motorcykler ved vejsiden
Som følge af den nye synslov er bekendtgørelsen blevet konsekvensrettet, primært i forhold til begreber og henvisninger til lovgivning.
I bekendtgørelsen indsættes der desuden hjemmel til at straffe førere af motorcykler, der ved syn ved vejsiden ikke samarbejder med synsinspektøren.
Bekendtgørelse om national individuel godkendelse af nye motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil
Som følge af revideringen af de øvrige bekendtgørelser, der knytter sig til synsområdet, foretages der enkelte konsekvensrettelser i bekendtgørelse om national individuel godkendelse af nye motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil.
Derudover forlænges overgangsperioden i bekendtgørelsens § 38 til 1. juli 2026.
Høringsfrist og ikrafttrædelse
Høringsfristen for alle udkast til bekendtgørelserne er den 26. november 2025.
Bekendtgørelserne forventes at træde i kraft 1. januar 2026.