Ny bekendtgørelse om forsøgsordning for anvendelse af grønne opmærksomhedslygter

05-03-2025

Bekendtgørelsen gør det muligt for frivillige at bruge grøn opmærksomhedslygte i forbindelse med frivillige organisationers eller ordningers livreddende opgaver

Bekendtgørelsen stiller bl.a. følgende krav for anvendelse af grøn opmærksomhedslygte:

  • Opmærksomhedslygten skal afgive grønt lys med 60-240 blink pr. minut og skal være anbragt på køretøjets tag, men må ikke være fastmonteret. Opmærksomhedslygten må ikke virke direkte blændende på andre trafikanter og skal opfylde kravene i FN-regulativ 10.
  • Kørsel med grøn opmærksomhedslygte må kun ske i personbiler og varebiler. Den frivillige skal medbringe dokumentation for den livreddende opgave, som skal kunne vises til politiet.
  • Frivillige livreddende organisationer og ordninger, som ikke fremgår af bekendtgørelsesudkastets bilag 1, men som ønsker at deltage i forsøgsordningen, skal godkendes af Færdselsstyrelsen.
  • Færdselsstyrelsen offentliggør en liste over godkendte frivillige organisationer på styrelsens hjemmeside

Kørsel med grøn opmærksomhedslygte uden, at kravene er opfyldte, straffes med bøde.

Anvendelse af opmærksomhedslygten giver ikke adgang til overtrædelse af færdselsloven, hverken af den der anvender den eller andre trafikanter.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2025.