I løbet af 2025 udvikler Færdselsstyrelsen en ny løsning til booking af teoretiske og praktiske prøver.
Målet med den nye bookingløsning er at skabe et smidigt, effektivt og brugervenligt digitalt flow for elever, kørelærere og Borgerservice.
Den nye løsning skal samtidig på sigt skabe datagrundlag for en mere effektiv prøveplanlægning.
Udviklingen af den nye bookingløsning er en del af digitaliseringen af kørekortområdet, hvor flere dele af elevens kørekortforløb allerede er digitaliseret, f.eks. teoriprøven, bedømmelsesskemaet og lægeattesten.
En gruppe af kørelærere skal følge projektet fra start til slut
Efter sommerferien etablerer styrelsen en følgegruppe med kørelærere, der skal bidrage med indsigt og sparring til udviklingen af den nye bookingløsning.
Planen er at følgegruppen skal mødes hver 6. uge frem mod implementeringen af den nye løsning.
Nærmere information om etableringen af følgegruppen følger efter sommerferien.
Orientering af brancheformænd
Samtidig orienteres de seks formænd for brancheforeningerne løbende.
På et møde den 31. marts blev formændene introduceret til den nye bookingløsning, og den 22. maj afholdte vi en workshop med formændene om den nye bookingløsning.
Kommunikation og vejledning målrettet kørelærere og elever
I 2. halvår 2025 sætter vi gang i en række kommunikations- og implementeringsaktiviteter for at sikre, at kørelærere og elever er klædt på, når den nye bookingløsning går i drift. Aktiviteterne vil bl.a. omfatte:
- Nyhedsbreve med status til modtagere på kørekortområdet
- En FAQ, der opdateres på baggrund af behov og efterspørgsel fra branchen
- Vejledningsmateriale til både kørelærere og elever
- Brugerguides
- Webinarer målrettet kørelærere
Læs mere om den nye bookingløsning
Fakta om den nye bookingløsning
- Den nye løsning skal på sigt skabe datagrundlag for en mere effektiv prøveplanlægning
- Færdselsstyrelsen vil stå for driften af den nye løsning
- Når den nye løsning er implementeret, vil booking af nye køreprøver ikke længere ske i KOMBIT’s løsning koreprovebooking.dk
- KL og KOMBIT er inddraget i udviklingen af den nye løsning med deres erfaringer og viden
- Brugere af løsningen bliver inddraget på sigt