Færdselsstyrelsen har udstedt syv bekendtgørelser, som følge af den nye lov om godkendelse og syn af køretøjer, som trådte i kraft 1. juli 2025:
- Bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer
- Bekendtgørelse om synsvirksomheder
- Bekendtgørelse om omsynsvirksomheder
- Bekendtgørelse om grunduddannelse og efteruddannelse af syns- og omsynsmedarbejdere
- Bekendtgørelse om udførelse af syn af erhvervskøretøjer ved vejsiden
- Bekendtgørelse om udførelse af syn af motorcykler ved vejsiden
- Bekendtgørelse om national individuel godkendelse af nye motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil
Formålet med bekendtgørelserne er at gennemskrive og opdatere reguleringen samt skabe klarhed over den gældende lovgivning på området.
Du kan læse mere om de enkelte bekendtgørelser herunder:
Bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer
Af bekendtgørelsen fremgår en tydeligere opdeling mellem periodesyn, registreringssyn og øvrige kontroller.
Bekendtgørelsens afsnit om registreringssyn er i høj grad en videreførelse af gældende regler. Den største ændring vedr. registreringssynet består i en omstrukturering af bestemmelserne for at gøre bekendtgørelsen mere læsevenlig. Derudover opdateres sproget i flere af bestemmelserne.
- 14, om gyldigheden af tidligere udstedte typegodkendelser, og § 17, om anmeldte EF-typegodkendelser, ophæves, da grundlaget for anvendelse af disse bestemmelser ikke længere eksisterer.
På baggrund af høringssvar ophæves § 25, stk. 4, og § 27, stk. 2, der blev sendt i høring, da der ikke i Motorstyrelsens regler findes hjemmel til at udstede tilladelse til registrerings uden fremlæggelse af dokumentation for tidligere registrering.
Endelig ophæves bestemmelserne i § 34, stk. 7, 3. pkt., og § 71 i den gældende bekendtgørelse, da Færdselsstyrelsen vurderer, at disse ikke har hjemmel i synsloven.
Bekendtgørelsen giver mulighed for, at påhængskøretøjer til tunge erhvervskøretøjer kan få foretaget periodisk syn i en anden EU-medlemsstat, hvorefter det periodiske syn kan anerkendes i Danmark. Dette er kun muligt, hvis der kan fremlægges dokumentation for et godkendt periodisk syn, og det bliver indberettet via en synsvirksomhed, der har tilladelse fra Færdselsstyrelsen til at drive synsvirksomhed. Det er under høringen blevet præciseret, at datoen for det udenlandske syn skal indberettes til Køretøjsregisteret.
Omsynsfristen ændres fra 33 dage til 60 dage, så det sikres, at periodesynsdirektivet bliver overholdt.
Der ændres i reglerne for tilladt kørsel ved periodisk syn. Fremover kan der kun stilles vilkår for kørsel eller forbydes kørsel, indtil køretøjet er godkendt ved omsyn, i forbindelse med farlige fejl, hvor synsmedarbejderen vurderer det nødvendigt af hensyn til trafiksikkerheden.
Fra 1. januar 2027 skal følgende køretøjer ikke længere til periodisk syn pga. deres særlige godkendelser: Registreringspligtige påhængskøretøjer til bil med et samlet tilladt akseltryk på over 750 kg og højst 3.500 kg, som er godkendt til Tempo 100, køretøjer godkendt til udrykning, varebiler og motorcykler godkendt til udlejning uden fører samt varebiler godkendt til øvelseskørsel.
Som udgangspunkt skal ovenstående køretøjer følge intervallet for periodisk syn for deres køretøjstype. Registreringspligtige påhængskøretøjer til bil med et samlet tilladt akseltryk på over 750 kg og højst 3.500 kg, som er godkendt til Tempo 100-kørsel, skal dog stadig have foretaget en kontrol af, at køretøjet fortsat opfylder kravene for godkendelse til Tempo 100. Det skyldes, at Tempo 100-attesten, som udstedes i forbindelse med Tempo 100-godkendelse af påhængskøretøjet, har en gyldighedsperiode på 2 år og Tempo 100-kørsel forudsætter, at der kan fremvises en gyldig Tempo 100-attest.
Bestemmelsen om teknisk kontrol af køretøjer, som er godkendt til Tempo 100-kørsel, som indgik i bekendtgørelsesudkastets § 23 i den offentlig høring, fremgår ikke længere af hovedbekendtgørelsen. Dette skyldes alene, at bestemmelsen er flyttet til en selvstændig ændringsbekendtgørelse af lovtekniske årsager. Bestemmelsen vil således fortsat blive en del af bekendtgørelsen med virkning fra den 1. januar 2027, som det fremgik af høringen.
Derudover ophæves reglerne om ejer- eller brugerskifte af ikke periodesynspligtige køretøjer fra 1. januar 2027. Reglerne ophæves, idet det ikke er i overensstemmelse med minimumsbestemmelserne i periodesynsdirektivet at fastsætte en ekstra kontrol i forbindelse med ejer- eller brugerskifte, når køretøjerne som udgangspunkt ikke er underlagt løbende vedligeholdelseskontrol.
Af lovtekniske årsager sker ophævelsen af reglerne i en selvstændig ændringsbekendtgørelse, der forventes udstedt i januar 2026. Reglerne vil fortsat blive ophævet pr. 1. januar 2027.
Det bemærkes, at udstedelsen af ændringsbekendtgørelsen med regler om teknisk kontrol af køretøjer, som er godkendt til Tempo 100-kørsel, og ophævelsen af de førnævnte regler, alene sker af lovtekniske årsager, og at der ikke er tilsigtet materielle ændringer i forhold til de bekendtgørelsesudkast, der blev sendt i høring.
Bekendtgørelse om synsvirksomheder
I bekendtgørelsen beskrives tilladelsesordningen for synsvirksomheder og godkendelsesordningen for synsvirksomheders synssteder. Bekendtgørelsen giver mulighed for, at synsvirksomheder kan få godkendt synssteder på køretøjsartsniveau.
Bekendtgørelsen indeholder desuden den permanente løsning for håndtering af påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på mere end 750 kg og højst 3.500 kg, som flyttes fra tilladelseskategori 3 til tilladelseskategori 2 og 4. Dermed flyttes påhængskøretøjerne til de tilladelseskategorier, hvor der forefindes egnet udstyr (en revisionsgrav, hvor der bl.a. er adgang til mindst 2 udgange, når et vogntog holder over graven, eller en autolift med kørebaner, der har tilstrækkelig løftekapacitet og er egnet til at løfte hele vogntoget, når et påhængskøretøj kontrolleres. Endvidere flyttes periodisk syn af personbil M2 med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg fra tilladelseskategori 3 til tilladelseskategori 2.
Med bekendtgørelsen indføres der en tilladelsesordning for teknisk kontrol af særlige køretøjer. Ifølge bekendtgørelsen kan synsvirksomheder ansøge om tidsbegrænsede tilladelser til at foretage tekniske kontroller af særlige køretøjer på lokationer, der ikke er godkendt af Færdselsstyrensen som synssteder. I bekendtgørelsen er der i øvrigt indsat en overgangsordning for tilladelser til at foretage flådesyn og efterfølgende omsyn, der er udstedt før den 1. januar 2026. Sådanne tilladelser bortfalder senest den 30. juni 2026.
Færdselsstyrelsens forpligtelse til at fremsende statistiske oplysninger for det enkelte synssted til synsvirksomheden ophører med bekendtgørelsen. Færdselsstyrelsen vil fortsætte med at offentliggøre statistik over indberettede tekniske kontroller til eSyn og statistik over fejl og omsynsprocenter på styrelsens hjemmeside. Disse statistikker over landsgennemsnittet vil synsvirksomhederne kunne anvende til selv at udarbejde statistiske oplysninger for deres synssteder.
Færdselsstyrelsen skal fremover varetage en del af opgaven med efterprøvning af kvalitetsstyringssystemets faktiske efterlevelse hos synsvirksomheden; nemlig den del af opgaven, som i dag udføres af kontrolinstanserne 1-3 måneder efter Færdselsstyrelsens godkendelse af synsvirksomhedens synssted. Færdselsstyrelsen vil udføre opgaven i forbindelse med styrelsens ordinære tilsyn med nyåbnede synssteder.
Med bekendtgørelsen indføres der en bortfaldsordning for synsvirksomheders ikke-aktive synssteder, ligesom der fastsættes en godkendelsesordning for kontrolinstanser.
På baggrund af høringssvar modtaget i høringsperioden er der sket yderligere præcisering af kravene til fotodokumentation i bekendtgørelsens § 35, stk. 1, ligesom kørekortkravet i bekendtgørelsens § 39 er præciseret. Efter ændringen af bekendtgørelsens § 39 fremgår det, at synsvirksomheder har pligt til at sikre sig, at virksomhedens synsmedarbejdere til enhver tid opfylder lovgivningens krav om kørekort til de køretøjsarter, som synsmedarbejderen kontrollerer.
Bekendtgørelse om omsynsvirksomheder
I bekendtgørelsen beskrives tilladelsesordningen for omsynsvirksomheder og godkendelsesordningen for omsynsvirksomheders omsynssteder.
Med bekendtgørelsen tilpasses desuden tilladelseskategorierne for omsynsvirksomheder, så de ligner tilladelseskategorierne for synsvirksomheder i det omfang, der er tale om køretøjsarter, som omsynsvirksomhederne må omsyne. Det betyder bl.a., at påhængskøretøjer til biler, hvor påhængskøretøjet har en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg, flyttes fra kategori 1 til henholdsvis kategori 3 og 2, alt efter om påhængskøretøjet har en tilladt totalvægt på højst 750 kg (kategori 3) eller på mere end 750 kg og højst 3.500 kg (kategori 2).
Kravet om, at omsynsvirksomheden skal have en teknisk ansvarlig person, ophæves med bekendtgørelsen. Der er herefter hverken for synsvirksomheder eller omsynsvirksomheder krav om, at virksomheden skal have en teknisk ansvarlig person.
Med bekendtgørelsen indføres der en bortfaldsordning for omsynsvirksomheders ikke-aktive omsynssteder, ligesom der fastsættes en godkendelsesordning for kontrolinstanser.
På baggrund af høringssvar modtaget i høringsperioden er kørekortkravet i bekendtgørelsens § 29 præciseret. Efter ændringen af bekendtgørelsens § 29 fremgår det, at omsynsvirksomheder har pligt til at sikre sig, at virksomhedens omsynsmedarbejdere til enhver tid opfylder lovgivningens krav om kørekort til de køretøjsarter, som omsynsmedarbejderen kontrollerer.
Bekendtgørelse om grunduddannelse og efteruddannelse af syns- og omsynsmedarbejdere
Formålet med bekendtgørelsen er bl.a. at samle reglerne om uddannelse af syns- og omsynsmedarbejdere i en selvstændig bekendtgørelse for at skabe større klarhed over de gældende regler på området.
Bekendtgørelsen fastsætter nye rammer for virksomheder, der udbyder uddannelse af syns- og omsynsmedarbejdere. Bl.a. indføres følgende krav for uddannelsessteder:
- Krav til undervisernes kompetencer.
- Krav til udstyr og faciliteter.
- Krav om godkendte lektionsplaner.
- Krav om at uddannelsen skal være tilgængelig for enhver, der opfylder adgangskravene til uddannelsen.
Adgangskravene, der skal være opfyldt for at kunne påbegynde synsuddannelserne, præciseres i bekendtgørelsen. Det gør Færdselsstyrelsen bl.a. ved at indføre følgende adgangskrav:
- Krav om kørekort til alle køretøjsarter i den tilladelseskategori, der uddannes i,
- Krav om at kursisten er uddannet personvogns- eller lastvognsmekaniker.
Bekendtgørelsen fastsætter også en overgangsordning for virksomheder, der er godkendt til at udbyde grund- eller efteruddannelse, før bekendtgørelsen træder i kraft. Disse skal senest den 31. marts 2026 opfylde §§ 25-27, 29 og 30 i bekendtgørelsen. Uddannelsessteder, der er godkendt inden 1. januar 2026, har dermed tre måneder til bl.a. at omstille sig til de nye vilkår om godkendelsesordning for virksomhederne samt adgangskrav til synsuddannelserne.
Ændringer i bekendtgørelsen efter offentlig høring:
- Færdselsstyrelsen har været nødsaget til at ændre i prøveformen, da forudsætningerne har ændret sig, så det ikke længere er muligt at implementere et digitalt prøvesystem inden 1. januar 2026. Det er således fortsat uddannelsesstederne, der skal udarbejde prøvemateriale. Prøveformen ændres dog således, at spørgsmålene fremadrettet skal laves som multiple choice-spørgsmål. Bekendtgørelsen fastsætter desuden nærmere krav om prøvernes indhold og varighed.
- Uddannelsesstederne skal fortsat udstede uddannelsesbeviserne.
- Bekendtgørelsen indeholder desuden en bestemmelse, der giver Færdselsstyrelsen muligheden for at anvise et digitalt prøvesystem, som skal anvendes til at afholde prøven, når et system foreligger.
- I bekendtgørelses § 36, stk. 3 og 4, er der indsat en overgangsordning for synsmedarbejdere, der er uddannet i tilladelseskategori 3 i medfør af bekendtgørelse nr. 999 af 29. august 2024 om synsvirksomheder før den 1. januar 2026. Disse synsmedarbejdere må foretage tekniske kontroller af påhængskøretøjer i på mere end 750 kg og højst 3.500 kg, indtil uddannelsesbeviset udløber, hvis den tekniske kontrol foretages på synssteder, der er godkendt i tilladelseskategori 2 eller 4 og periodiske syn af personbiler i køretøjsklasse M2 indtil uddannelsesbeviset udløber, hvis det periodiske syn foretages på synssteder, der er godkendt i tilladelseskategori 2.
Bekendtgørelse om udførelse af syn af erhvervskøretøjer ved vejsiden
Som følge af den nye synslov er bekendtgørelsen blevet konsekvensrettet, primært i forhold til begreber og henvisninger til lovgivning.
I bekendtgørelsen indsættes der desuden hjemmel til at straffe ejere, brugere og førere af køretøjer, der ved syn ved vejsiden ikke samarbejder med inspektøren.
Bekendtgørelse om udførelse af syn af motorcykler ved vejsiden
Som følge af den nye synslov er bekendtgørelsen blevet konsekvensrettet, primært i forhold til begreber og henvisninger til lovgivning.
I bekendtgørelsen indsættes der desuden hjemmel til at straffe førere af motorcykler, der ved syn ved vejsiden ikke samarbejder med synsinspektøren.
Bekendtgørelse om national individuel godkendelse af nye motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil
Som følge af revideringen af de øvrige bekendtgørelser, der knytter sig til synsområdet, foretages der enkelte konsekvensrettelser i bekendtgørelsen.
Derudover forlænges overgangsperioden i bekendtgørelsens § 38 til 1. juli 2026.
Ikrafttrædelse
Bekendtgørelserne træder i kraft 1. januar 2026.