Færdselsstyrelsen runder 10.000 digitale teoriprøver

13-05-2024

Mandag den 13. maj fejrede Færdselsstyrelsen og transportminister Thomas Danielsen (V) den gode og trygge opstart af den digitale teoriprøve på 10 lokationer.

Det er knap 3,5 måned siden, den første digitale teoriprøve løb af stablen i Kolding, hvor kun en enkelt elev var til teoriprøve. Dengang gik 17-årige Rebecca Hansen glad fra prøven med en god oplevelse i rygsækken.

"I starten var jeg nervøs, fordi jeg var den første, men da jeg så kom i gang, var jeg glad for, at jeg tog imod tilbuddet. Jeg synes, det var nemt og overskueligt. Og så synes jeg, det var særligt godt, at man havde muligheden for at gå frem og tilbage. På den måde kunne man gemme de spørgsmål, man var i tvivl om til senere," sagde Rebecca Hansen efterfølgende.

Siden da er flere lokationer blevet digitale. Målet har været at sikre en god og tryg overgang fra den traditionelle teoriprøve til den digitale. Det er Færdselsstyrelsen nu lykkedes med på 10 af de i alt 15 lokationer, der bliver digitale i 2024.

Seneste skud på stammen er Viborg, hvor 18-årige Cecilie Guldhammer Vestergaard var en af de første elever til en digital teoriprøve.

"Det var en virkelig god oplevelse at være til en digital teoriprøve. Jeg synes, at de (Færdselsstyrelsen red.) inde til prøven var rigtig gode til at forklare, hvordan det hele foregik, så man ikke var nervøs for, at man gjorde noget forkert. Og så synes jeg, prøven var meget overskuelig, fordi man havde spørgsmålet og svarmulighederne på skærmen på samme tid. Så jeg vil helt klart anbefale at gå til en digital teoriprøve," siger Cecilie Guldhammer Vestergaard.

Udover den gode opstart, kan Færdselsstyrelsen og transportminister Thomas Danielsen (V) også fejre, at de første 10.000 digitale teoriprøver er blevet afholdt.

En ny teoriprøve til gavn for trafiksikkerheden

Den digitale teoriprøve har hverken skullet været nemmere eller sværere end den analoge teoriprøve. Tværtimod skulle den være samme niveau som den analoge teoriprøve men mere fleksibel, effektiv og brugervenlig.

Derfor glæder det også transportminister Thomas Danielsen (V), at beståelsesprocenten for de to typer teoriprøver ligger meget ens.

"Det er en vigtig dag for køreeleverne i Viborg og omegn. Med lanceringen af de digitale teoriprøver bliver køreeleverne nu tilbudt moderne teoriprøver, der er mere fleksible, effektive og brugervenlige. Samtidig viser de nyeste tal fra Færdselsstyrelsen, at beståelsesprocenten blandt eleverne er på nogenlunde samme niveau ved de digitale prøver, som ved de analoge prøver, så køreeleverne kan godt se frem til den nye løsning," siger Thomas Danielsen.

Digitalisering af teoriprøven har været et mål for Færdselsstyrelsen, siden styrelsen overtog kørekortområdet i 2021. Styrelsen har valgt en robust og gennemprøvet digital løsning, der allerede er i drift i Holland, og som giver eleverne et mere tidssvarende prøvegrundlag til gavn for trafiksikkerheden.

Færdselsstyrelsen starter op med den digitale teoriprøve i Kolding, Esbjerg, Roskilde, Hillerød, Amager, Nykøbing Falster, Slagelse, Odense, Horsens, Viborg, Aabenraa, Holstebro, Aarhus, Aalborg og Frederikshavn.

I 2025 forventer Færdselsstyrelsen yderligere digitalisering af teoriprøvesteder. Lokationerne vælger vi på baggrund af data og erfaringer fra opstarten i 2024.

 

Fakta om den digitale teoriprøve

Færdselsstyrelsen afvikler årligt cirka 177.000 teoretiske prøver.

I 2024 bliver 15 af Færdselsstyrelsens teoriprøvesteder ændret til digitale teoriprøvesteder i fire bølger. De digitale teoriprøvesteder er valgt ud fra fire kriterier om volumen, afstand, skalerbarhed og faciliteter.

I 2025 forventer Færdselsstyrelsen yderligere digitalisering af teoriprøvesteder. Lokationerne vælger vi på baggrund af data og erfaringer fra opstarten i 2024.

Færdselsstyrelsen fortsætter med at afholde analoge teoriprøver på de øvrige prøvesteder.

Læs mere om digitale teoriprøver på Færdselsstyrelsens hjemmeside.

 

Opstart af den digitale teoriprøve

Datoen for den første digitale teoriprøve på de 15 digitale lokationer er følgende:

Bølge 1
Kolding 30. januar
Esbjerg 13. februar

Bølge 2
Roskilde  6. marts
Hillerød 12. marts
Amager 19. marts

Bølge 3
Nykøbing Falster 5. april
Slagelse 9. april
Odense 11. april

Bølge 4
Horsens 2. maj
Viborg 8. maj
Aabenraa 14. maj
Holstebro 16. maj
Aarhus 22. maj
Aalborg 24. maj
Frederikshavn 28. maj

 

Kontaktinformation

Pressekonsulent Ditte Irene Knudsen
2445 8515, presse@fstyr.dk