Moderniseret køreuddannelse

Nye regler for køreuddannelse og køreprøver – det skal du vide som kørelærer.

Fra den 1. juli 2026 får du som kørelærer mere fleksibilitet i dit arbejde med at uddanne nye sikre bilister til vejene.

Her træder de nye regler for køreuddannelse og køreprøver i kraft og markerer et skift i både opbygning og dokumentation. Det har betydning for din måde at planlægge og afvikle dit arbejde på. Målet er at styrke trafiksikkerheden og modernisere undervisningen.

Her på siden har vi samlet den vigtigste information, så du hurtigt kan finde det, der er relevant for dig.

De nye regler – kort fortalt

Ændringerne består af tre hovedtiltag:

  1. Ny bekendtgørelse om køreuddannelse og køreprøver
    Bekendtgørelsen indfører bl.a. modulopbygning, øget mulighed for brug af digitale læringsværktøjer og øget fleksibilitet for den enkelte elev i køreuddannelsen.
  1. Seks nye undervisningsplaner
    De nuværende 12 undervisningsplaner reduceres til 6 nye – og dækker alle kørekortkategorier.
  1. Ny modulplan
    Færdselsstyrelsens modulplan erstatter de eksisterende lektionsplaner og bliver fremover kørelærerens dokumentation af elevens fremskridt.

Modulplanerne er klar

Som kørelærer skal du fra den 1. juli 2026 bruge Færdselsstyrelsens modulplaner til at dokumentere nye elevers køreundervisning og opnåede kompetencer i forbindelse med den moderniserede køreuddannelse.

Andre modulplaner kan ikke bruges.

Du finder modulplanerne længere nede på siden.

Vejledning til at komme i gang

Modulplan på papir eller skærm

Færdselsstyrelsens modulplaner er i PDF og kan bruges på både papir og skærm. 

Det er kun Færdselsstyrelsens modulplan, der gælder som gyldig dokumentation ved elevens køreprøve. Det betyder, at der ikke må ændres i layout eller logo. 

Du kan vælge at: 

  • printe modulplanen (A4 eller A5, i farve eller sort/hvid) og udfylde den i hånden.
  • udfylde den digitalt i styrelsens skrivbare PDF.

Ved køreprøven kan eleven enten medbringe modulplanen på papir eller vise den på et elektronisk medie.

Brug af modulplanen i egne systemer

Køreskoler og erhvervsskoler må gerne integrere Færdselsstyrelsens modulplan i egne it-systemer, så længe modulplanen kan fremvises med styrelsens layout og logo. 

Færdselsstyrelsen stiller ikke krav om brug af særlige it-systemer til modulplanen.

Fremtidig digital løsning

Modulplanen forventes på sigt at indgå i en digital løsning hos Færdselsstyrelsen. 

Videovejledninger

For at du som kørelærer kommer godt i gang med at bruge Færdselsstyrelsens modulplaner, har vi udarbejdet to videoer til dig.

Hør kontorchef Ove Rasmussen forklare rammerne for den moderniserede køreuddannelse:

Få vejledning til, hvordan du som kørelærer skal bruge Færdselsstyrelsens modulplaner:

Kontakt os

Hold øje med din indbakke

For at du som kørelærer eller underviser på en erhvervsskole altid er opdateret på vigtig information om den moderniserede køreuddannelse, sender vi en notifikation ud, hver gang der kommer nyt på siden.

Tilmeld dig Færdselsstyrelsens nyhedsbreve og notifikationer
, så får du automatisk besked og går ikke glip af vigtige ændringer eller opdateringer.

Skriv til os, hvis du har spørgsmål

Finder du ikke det, du søger her på siden? Så sidder vi klar til at hjælpe dig – kontakt os, og vi vender tilbage hurtigst muligt.

Send din besked til: koereuddannelse@fstyr.dk

Regler, undervisningsplaner og modulplaner

Her finder du samlet adgang til de nye regler, undervisningsplaner og modulplaner.

Vigtigt: På retsinformation.dk ser bekendtgørelsen om køreprøver og køreuddannelse ud som om den allerede er gældende. Det er den ikke endnu. De nye regler træder først i kraft den 1. juli 2026, mens de nuværende regler gælder frem til denne dato.

Spørgsmål og svar

Den moderniserede køreuddannelse ændrer, hvordan du som kørelærer planlægger, gennemfører og dokumenterer undervisningen. Vi har samlet svarene på nogle af de vigtigste spørgsmål her.

Vælg et emne nedenfor, og klik på spørgsmålene for at se svarene.

  • Starter dine elever efter 1. juli 2026, følger eleverne den moderniserede køreuddannelse.
  • Starter dine elever før 1. juli 2026, følger eleverne den gamle køreuddannelse, men de kan vælge at skifte til den moderniserede køreuddannelse fra den 1. juli 2026.

Overgangsordning fra 1. juli til 31. december 2026

Når den moderniserede køreuddannelse træder i kraft, gælder der en overgangsordning:

  • Hvis eleverne starter før 1. juli 2026, kan de følge den gamle køreuddannelse frem til 31. december 2026 – også selvom uddannelsen afsluttes efter 1. juli 2026.
  • Hvis de ikke kan nå at afslutte køreuddannelsen og gå til køreprøve inden 31. december 2026, bliver de overført til den moderniserede køreuddannelse.

Hvis eleverne skifter til den moderniserede køreuddannelse:

  • De får merit for de dele af den gamle uddannelse, som de allerede har gennemført.
  • Det må forventes, at der kan være nye emner i teori og praktik, de skal gennemføre, inden de kan gå til køreprøven.

 

Du skal blandt andet:

  • arbejde ud fra de nye undervisningsplaner, der har nyt indhold og ændringer i præstationskrav
  • tilrettelægge undervisningen i en modulopbygget struktur, hvor hvert modul bygger videre på det forrige
  • arbejde med løbende evaluering, feedback og dokumentation
  • sikre, at eleverne opfylder præstationskravene, bl.a. inden for:
    • risikoforståelse
    • energirigtig og miljørigtig kørsel
    • sikker og ansvarlig trafikadfærd

Du får mulighed for:

  • at tage mere hensyn til den enkelte elevs indlæringsbehov
  • tilbyde dele af undervisningen som selvstudium
  • tilbyde dele af undervisningen digitalt

Eleverne får:

  • klar struktur gennem en modulopbygget undervisning
  • større fleksibilitet med mulighed for selvstudium og digitale undervisningsmuligheder
  • løbende feedback, så de altid ved, hvor de står
  • mere fokus på elevens udvikling gennem refleksion, realistisk træning i trafikale situationer og øget fokus på risikoforståelse i køreuddannelsen for kategori B
  • bedre overblik gennem modulplanen, som viser elevernes fremskridt

Den moderniserede køreuddannelse er en realisering af initiativ 10 i Aftale om initiativer til forbedring af kørekortområdet fra 20. december 2023 (mellem Transportminister Thomas Danielsen og kørelærerbranchen).

Formålet er at:

  • modernisere køreuddannelsen
  • styrke trafiksikkerheden
  • skabe en mere fleksibel og tidssvarende undervisning

Undervisningen opdeles i moduler. Et modul er en afgrænset del af køreuddannelsen med eget indhold og læringsmål. Teori og praksis skal gennemføres efter kravene for det enkelte modul.

De grundlæggende principper i modulopbygningen er:

  1. Køreundervisningen skal være læringsorienteret og ikke prøveorienteret.
  2. Før undervisningen i de praktiske øvelser i et emne eller en manøvre, skal det tilhørende teoretiske pensum være gennemgået.
  3. Køreeleven skal i den praktiske køreundervisning føres fra en lettere til en sværere øvelse.
  4. Teoretisk køreundervisning, som indebærer adfærds- og holdningsbearbejdelse eller mere komplicerede emner, skal gennemføres ved en aktiv dialog mellem kørelæreren og køreeleven.

Det overordnede mål for køreuddannelsen til kategori B er:

  1. At give eleverne indsigt i og forståelse for de farer og vanskeligheder, de som bilister møder i færdslen, samt give dem viden om de færdselsregler og andre lovbestemmelser, der har betydning i denne forbindelse.
  2. At give eleverne en sådan viden om køretøjet og dets betjening, at de kan konstatere opståede mangler af betydning for sikkerheden og miljøet.
  3. At give eleverne forståelse for de grundlæggende menneskelige forhold, der har indflydelse på kørefærdigheden, så de fuldt ud kan udnytte deres evner og i nødvendigt omfang modvirke almindelige menneskelige begrænsninger.
  4. At give eleverne færdighed i at bedømme færdslen kritisk og føre køretøjet uden fare for sig selv og andre.
  5. At bidrage til, at eleverne bliver hensynsfulde og ansvarsbevidste bilister.
  6. At give eleverne viden om og forståelse for de svage trafikanters situation, særligt i forholdet til den øvrige færdsel.
  7. At give eleverne viden om og færdighed i energi- og miljørigtig kørsel under hensyntagen til sikker kørsel.
  8. At give eleverne de nødvendige kundskaber til selvstændigt at kunne udnytte ovennævnte færdigheder og forhold til at udvikle og reflektere over disse i rollen som bilist.

Reglerne fastsætter et minimumsantal obligatoriske lektioner (teori og praksis) i hvert modul, som du har fleksibilitet til at planlægge undervisningen ud fra principperne i modulopbygningen.

En elev må ikke afslutte et modul, før modulet er gennemført tilfredsstillende. Det betyder også, at lektioner, der tages udover minimumsantallet af lektionerne, skal fremgå af modulplanen. De indgår på den måde i ”de faktiske anvendte lektioner” og vil derfor ikke blive betegnet som repetitionslektioner.

Repetitionslektioner ligger efter praktisk prøve

Ifølge bekendtgørelsen er repetitionslektioner således kun lektioner, der gennemføres efter en ikke bestået praktisk prøve.

Det er muligt at opstarte et nyt modul på samme undervisningsdag, som et forudgående modul afsluttes. Det kræver blot, at det forudgående fx modul 4 er gennemført tilfredsstillende, og det dokumenteres ved kørelærens underskrift på modulplanen. Herefter kan kørelæreren starte på undervisningen i modul 5.

Find reglerne

  • Antallet af moduler i de forskellige køreuddannelser finder du i bekendtgørelse om køreuddannelse og køreprøver
  • Minimumsantallet af obligatoriske lektioner i de enkelte moduler findes i bekendtgørelse om køreuddannelse og køreprøver
  • Emnerne i de enkelte moduler findes i undervisningsplanerne
  • Mål og delmål findes i undervisningsplanerne
  • Præstationskrav findes undervisningsplanerne

Færdselsstyrelsens modulplan erstatter lektionsplanen fra 1. juli 2026 og er dit centrale dokumentationsværktøj.

Sådan bruger du modulplanen

  • Hent og print modulplanen her på siden
  • Underskriv efter hvert gennemført modul
  • Brug planen aktivt til løbende evaluering
  • Eleven skal medbringe modulplanen til køreprøven

Det er dig som kørelærer og ikke eleven, der skriver under på modulplanen. Det er fordi, at du som fagperson, alene kan vurdere om modulet er gennemført tilfredsstillende. Både du og din elev skal fortsat underskrive ansøgningsblanketten, som bekræfter, at eleven har modtaget den påkrævede undervisning.

Læs desuden vores guide til digital udfyldelse ved behov: 

Guide: Sådan udfylder du modulplanen digitalt

Modulplanen dokumenterer bl.a.:

  • At undervisningen er gennemført af en godkendt kørelærer
  • At eleven har modtaget undervisning i det påkrævede teoretiske og praktiske indhold
  • At obligatoriske lektioner er gennemført
  • At eleven har opnået de kompetencer, modulet kræver
  • Hvor mange lektioner, der er gennemført som selvstudium
  • Eventuelle repetitionslektioner efter ikke-bestået praktisk prøve

Modulplanen er samtidig et fælles værktøj, der giver både elev og kørelærer et klart overblik over fremskridt – og den gør det lettere for eleven at skifte køreskole.

Der mangler en særskilt rubrik til registrering af selvstudium i modul 3 i modulplanerne for kategori C, C1, C/E, D og D1.

 Selvstudium registreres i stedet i feltet:

  • ”Antal teoretiske lektioner anvendt i modul 3 udover de obligatoriske”

 Her angives teksten:

  • ”Selvstudium 1 lektion afsnit 9”

Modulplanen kan fremvises analogt (på papir) eller digitalt.

Analog fremvisning:

  • Anvend en printet modulplan fra Færdselsstyrelsen for den relevante kategori
    Sørg for, at alle nødvendige felter er udfyldt 
    Medbring modulplanen til prøven i fysisk form

Digital fremvisning:

  • Modulplanen skal vises uændret i forhold til Færdselsstyrelsens version
  • Færdselsstyrelsens layout og logo må ikke ændres
  • Valg af IT-system er frit
  • Modulplanen kan integreres i køreskolens eget system
  • Færdselsstyrelsen stiller ikke krav om bestemte IT-systemer, så længe ovenstående er opfyldt.

Kørelæreren skal underskrive modulplanen som bekræftelse på, at eleven har opnået modulets mål og kompetencer.

Krav – gælder både analogt og digitalt:

  • Underskriften bekræfter, at eleven har opnået kompetencer og mål
  • Underskriften skal tydeligt vise for- og efternavn på den, der skriver under

Analog underskrift:

  • Skal være underskrevet i hånden
  • Stempel, faksimile, initialer mv. må ikke anvendes

Digital underskrift:

  • Ingen krav til format eller program
  • Køreskolen fastlægger selv, hvordan underskriften indsættes
  • Underskriften skal tydeligt kunne identificere den, der skriver under
  • Vælger du at benytte Færdselsstyrelsens modulplan til digital udfyldelse, kan du læse mere om, hvordan den underskrives i den medfølgende guide. 

Guide - sådan udfylder du modulplanen digitalt

Undervisningsplanen til kategori B fungerer som et fælles fundament for de øvrige undervisningsplaner. Det betyder, at der i de øvrige undervisningsplaner vil være henvisninger til kategori B. Derudover kan der være henvisninger til andre undervisningsplaner – fx mellem lille og stor lastbil.

Med denne opbygning undgås gentagelser, og der sikres en rød tråd i den samlede køreuddannelse.

Hvad betyder det konkret?

Når du underviser i andre kategorier end kategori B, vil der være henvisninger til andre undervisningsplaner. Her henviser de til indholdet i den undervisningsplan, hvor disse emner allerede er gennemgået i detaljer.

Derfor er referencen vigtig:

  • Eleverne møder samme grundbegreber på tværs af kategorier.
  • Undervisningen i tunge kategorier bygger oven på det, eleven allerede har lært til kategori B.
  • Kortere og mere overskuelige undervisningsplaner med færre gentagelser.
  • Når fælles emner ændres, justeres de ét sted og ikke i hver enkelt kategori.
  • Referencen gør det lettere at planlægge sammenhængende undervisning for elever, der tager flere kategorier.

De 6 nye undervisningsplaner erstatter de tidligere 12.

Undervisningsplanerne er ikke længere udstedt som bekendtgørelser, men fungerer fortsat som de dokumenter, der beskriver krav og indhold i undervisningen.

Formålet er at:

  • skabe bedre overblik og styrke sammenhængen mellem kategorierne
  • lette fremtidige opdateringer
  • reducere risikoen for fejl

De seks nye undervisningsplaner omfatter følgende kørekortkategorier:

  • AM, A1, A2, A
  • B
  • C1 og D1
  • C og D
  • CE
  • BE, C1E, D1E og DE

Nej, der kommer ikke nye lærervejledninger.

Et af formålene med den nye opbygning af køreuddannelsen er du som kørelærer selv kan sammensætte lektionerne i de enkelte moduler. Dette understøttes yderligere af at lærervejledningerne udgår.  

Når overgangsperioden udløber den 31. december 2026, vil de nuværende lærervejledninger blive fjernet fra Færdselsstyrelsens hjemmeside.

 Fra 1. juli til 31. december 2026 er der to versioner af P23 i brug: Find dem her

 Ny P23 – fra 1. juli 2026:

  • Anvendes til ansøgningsforløb, der påbegyndes fra 1. juli 2026 – og ved overførsel af elever fra den gamle til den moderniserede køreuddannelse.

Gammel P23 – før 1. juli 2026:

  • Anvendes til ansøgningsforløb, der påbegyndes før 1. juli 2026, og som færdiggøres efter de gamle regler.

Der forventes desuden yderligere ændringer til ansøgningsblanketten ved årsskiftet til 2027 i forbindelse med den fortsatte digitalisering af kørekortområdet.

Vigtigt: P23 i Køreprøvebooking efter 1. juli 2026

Fra 1. juli 2026 skal du bruge den nye P23-blanket ved opstart af nye elever og ved overførsel af elever fra den gamle til den moderniserede køreuddannelse. 

Færdselsstyrelsen har erfaret fra KOMBIT, at det kun er den gamle version af P23, der indtil videre er tilgængelig i Køreprøvebooking. Da vi ved, at flere anvender køreprøvebooking som led i ansøgningsprocessen, gør vi hermed opmærksom på dette.

  • Vi opfordrer meget til, at du benytter og printer den nye P23 – som du finder her
  • Er eleven under 18 år, skal blanketten om samtykke udfyldes – den finder du her


Hvis en elev ved en fejl medbringer en forkert version af P23 til sin køreprøve, vil det blive håndteret på prøvestedet, så vi undgår, at det får indvirkning på elevens mulighed for at aflægge prøve.

Om den nye P23-blanket

Ændringer i den nye blanket omfatter:

  • Ny struktur
  • Sprogfelt skal udfyldes
  • Koder 78/148 udfyldes kun ved automatgear og af prøvesagkyndig – det betyder, at der ikke skal påtegning på kørekortet, hvis feltet ikke er udfyldt.
  • Krav om lektionsplan ved særlig køreundervisning bortfalder (erstattes af erklæring i P23)

Ansøgeren kan ved både den teoretiske og den praktiske prøve dokumentere sin identitet med:

  • et gyldigt kørekort udstedt i et EU- eller EØS-land eller
  • et gyldigt pas

 Hvis ansøgeren ikke er i besiddelse af et gyldigt kørekort eller pas, kan der i stedet fremvises:

  • original dåbs-, navne- eller fødselsattest, sundhedskort eller anden egnet legitimation
    i kombination med
  • gyldig og vellignende billedlegitimation udstedt af en offentlig myndighed, fx opholdskort


”Anden egnet legitimation” kan fx være et identitetsbevis i AltID-appen (med navn og CPR-nummer). Dette skal – ligesom de øvrige eksempler – anvendes sammen med gyldig billedlegitimation fra en offentlig myndighed.

”Anden egnet legitimation kan også være et legitimationskort i AltID-appen (med navn, CPR-nummer og billede) eller et fysisk legitimationskort fra Borgerservice (med navn, CPR-nummer og billede). Der er ikke behov for at kombinere et legitimationskort med anden billedlegitimation, da kortet i sig selv er forsynet med billede.

Vigtigt: E-wallet, studiekort og lignende accepteres ikke længere som gyldig billedlegitimation.

Selvstudium kan som noget nyt indgå som en integreret del af teoriundervisningen, men kun under bestemte regler. Det er dig som kørelærer, der beslutter, om selvstudium skal bruges, og selvstudium kan kun anvendes i de afsnit af undervisningsplanen, der er vurderet egnede hertil.

Her er det, du skal være opmærksom på.

 Brugen af selvstudium besluttes af kørelæreren:

  • Det er frivilligt, om du som kørelærer vil anvende selvstudium i din undervisning.
  • Selvstudium skal aftales og planlægges efter aftale med dig – eleven kan ikke selv beslutte at gennemføre selvstudium.
  • Du har fortsat ansvaret for, at pensum er indlært, før eleven kan fortsætte i uddannelsen.

 Antallet af lektioner afhænger af kørekortkategorien:

  • Selvstudium kan ikke udgøre mere end 7 lektioner for kategori AM, A1, A2, A og B.
  • Selvstudium kan ikke udgøre mere end 4 lektioner i køreuddannelsen for kategori C1, C, D1, D, C1/E, C/E, D1/E og D/E.
  • Der kan ikke foretages selvstudium i køreuddannelsen for kategori B/E og B+, da disse kategorier ikke indeholder afsnit, der er vurderet egnede til selvstudium.
  • Antallet af lektioner, der afvikles som selvstudium, skal fremgå af modulplanen.

 Selvstudium er begrænset til bestemte afsnit:

  • Selvstudium er efter de nye regler begrænset til følgende afsnit i undervisningsplanerne: 1, 3, 6, 9 og 10.
  • Der må dog ikke foretages selvstudium i undervisningsplanens afsnit 10 i modul 1.
  • Selvstudium er begrænset til de afsnit i undervisningsplanerne, der er vurderet egnede til selvstudium, fordi de primært er faktabaserede.
  • Selvstudium kan ikke anvendes på afsnit, hvor formålet er adfærds- og holdningsbearbejdning.
  • Selvstudium kan bestå af både digitalt materiale og fysisk undervisningsmateriale – det er altså ikke begrænset til ”e-læring”, men kan også bestå i at læse i en fysisk teoribog.

 Selvstudium og sygefravær:

  • Du kan som kørelærer planlægge, at din elev samler teori op, som eleven er gået glip af under sygdom eller andet fravær, så længe det planlagte selvstudium følger gældende regler.

  • Du må anvende digitale undervisningsprogrammer i teoriundervisning.
  • Ved et digitalt undervisningsprogram forstås et medie, hvor eleven selvstændigt kan gennemføre teoriundervisningen.
  • Den godkendte kørelærer skal være til stede i undervisningslokalet sammen med køreeleverne som aktiv vejleder og diskussionspartner for køreeleverne.
  • Teoriundervisning, der enten er kompliceret eller indebærer bearbejdning af køreelevernes holdning og adfærd, skal fortsat altid gennemføres som en aktiv dialog mellem kørelæreren og alle køreelever på holdet.

Færre begrænsninger

Ændringerne betyder færre begrænsninger i brugen af digitale undervisningsprogrammer.

Det betyder blandet andet, at:

  • antallet af elever ved al teoriundervisning er nu maksimum 32 elever.
  • der ikke længere er krav om, at eleverne skal være på samme undervisningsmæssige niveau.
  • brugen af digitale undervisningsprogrammer skal ikke længere logges.

  • Der må undervises i op til 8 lektioner pr. undervisningsdag.
  • De praktiske lektioner må som udgangspunkt højst udgøre 3 lektioner ud af de i alt 8 lektioner.
  • Vælger man at undervise i 8 teoretiske lektioner på én undervisningsdag, kan der ikke undervises i praktiske lektioner på denne undervisningsdag.

Undtagelse: De praktiske lektioner kan udgøre mere end 3 lektioner på én undervisningsdag, hvis der fx skal undervises på køreteknisk anlæg. 

Du finder undtagelserne i bekendtgørelse om køreuddannelser og køreprøver §§ 21-22.

  • Der må højst være 32 elever på et teorihold.
  • Loftet på 32 elever gælder for al teoriundervisning og skal understøtte et øget fokus på adfærds- og holdningsbearbejdning i køreuddannelsen gennem dialogbaserede undervisningsmetoder.  

Der er foretaget en række ændringer:

  • I kategori AM skal der gennemføres 3 lektioner på lukket øvelsesplads. 
  • I kategori B er antallet af lektioner nedsat fra 4 til 3 lektioner på lukket øvelsesplads.

Ændringen for kategori B skyldes, at visse parkeringsøvelser flyttes fra den lukkede øvelsesplads til manøvrer på vej.

Reglerne er overordnet uændrede, men præciseret:

  • Personer, der udelukkende har kørekort til traktor/motorredskab, er undtaget fra kravet om særlig køreundervisning.
  • Obligatoriske lektioner skal gennemføres inden teoriprøve kan aflægges.
  • Fjernelse af krav om anvendelse af lektionsplan.
  • Der kræves fortsat en erklæring i kørekortansøgningen (P23).

Der er foretaget de nødvendige tilpasninger i P23 i forhold til dette – se mere i afsnittet om P23.

Krav til spejle ændret fra kategori III til kategori I.

Vigtigt: Skulle nogle kørelærere have indrettet sig med spejle i kategori III, vil det blive anerkendt ved prøven – og vil derfor ikke blive afvist. Dette gælder også efter overgangsperiodens udløb. 

Derudover er: 

  • muligheden for at anvende kamera/monitor som erstatning for spejle på øvelses- og prøvekøretøjer nu beskrevet i bekendtgørelsen
  • kravet om manuelt gear for kategori C1 køretøjer fjernet

  • Der skal gennemføres mindst 4 lektioner (ud af de 7 lektioner) i et køretøj med manuelt gear på offentlig vej, for at få kode 148 på kørekortet. 
  • Ændringen skyldes, at antallet af obligatoriske lektioner på lukket øvelsesplads ændres fra 4 til 3 lektioner.

Vigtigt: For køreelever, der har påbegyndt køreuddannelsen før 1. juli 2026, og som ikke overgår til moderniseret køreuddannelse, vil de hidtil gældende regler om mindst 3 lektioner (ud af de 7 lektioner)  på offentlig vej i et køretøj med manuelt gear dog stadig være gældende.

Reglerne kan findes i bekendtgørelse om køreuddannelser og køreprøver §§ 61 og 62.

  • Der skal gennemføres mindst 4 lektioner (ud af de 7 lektioner) i et køretøj med manuelt gear på offentlig vej
  • Der er ikke længere krav om anvendelse af lektionsplan (eller modulplan).
  • Kørekortindehaver og kørelærer skal fortsat i ansøgningen om fjernelse af kode 78 (P23) afgive erklæring om, at der er gennemført undervisning i overensstemmelse med reglerne.

Vigtigt: Kravet om 4 lektioner (ud af de 7 lektioner) på offentlig vej er gældende fra 1. juli 2026, uanset om undervisningsforløbet er påbegyndt før denne dato.

Kørelærere opfordres derfor til at afslutte disse undervisningsforløb før 1. juli 2026, hvor det er muligt.

Reglerne kan findes i bekendtgørelse om køreuddannelser og køreprøver §§ 63 og 64.

FSD og andre automatiserede kørefunktioner ved den praktiske prøve 

I de nye retningslinjer for køreprøver fremgår det, at førerassistentsystemer eller automatiserede kørefunktioner, der kan overtage kørslen, ikke må anvendes under den praktiske prøve.
 
Dette er særligt henset til Teslas FSD-funktion (Full Self-Driving) samt lignende nuværende og kommende superviserede kørefunktioner.  
Der er ikke tale om en ændring af de hidtidige regler, og alt, der tidligere har været tilladt, er fortsat gyldigt.  

Retningslinjer for køreprøver

Oversættelse af udenlandske kørekort

Nu kan ansøger bruge både internationalt kørekort eller oversættelse lavet af en kvalificeret translatør i Danmark. Kommunen må ikke kræve statsautoriseret/certificeret translatør. Udgiften betales af borgeren.

Kvalifikationskrav til chauffører

Det er præciseret, at kørekort til kategori C, C/E, D1, D1/E, D og D/E kan erhverves samtidig med, at ansøger er i gang med at opnå de grundlæggende kvalifikationer efter reglerne om kvalifikationskrav til visse chauffører i vejtransport. 

Baggrunden er, at kvalifikationskravet fremover kan opfyldes ved en prøve og ikke gennem en egentlig uddannelse. Ansøger skal derfor dokumentere, at vedkommende er i gang med at opnå kvalifikationerne. Det kan fx ske ved dokumentation fra et uddannelsessted, der viser, at ansøger er tilmeldt et forløb eller en relevant prøve.

Ledsagerordning

Det er nu muligt for indehavere af færøske kørekort at agere ledsagere for 17-årige i tidsrummet kl. 20 til kl. 05, forudsat at de opfylder de øvrige kriterier i bekendtgørelse om kørekort § 47.