Spørgsmål og svar om køre-hviletid
Spørgsmål og svar om køre-hviletid
Bilen har været ført af en mekaniker, da den var på værksted, skal jeg indsende data på ham også?
Nej, men oplys gerne, hvornår køretøjet har været på værksted og vedlæg gerne bekræftelse fra værksted.
Hvad koster et førerkort?
Prisen for et førerkort er 425 kr.
Hvad koster et virksomhedskort?
Prisen for et virksomhedskort er 425 kr.
Jeg har fået brev om at der er formatfejl/signaturfejl på de digitale filer, hvad har jeg gjort forkert/hvad gør jeg?
Du er nødt til at downloade filerne på ny.
Signaturen på datafilerne er en garanti for, at oplysningerne i datafilerne ikke er beskadiget eller ændret. Styrelsen er bekendt med, at der er aflæsningsprogrammer, der ikke aflæser signaturen på datafilerne og således kan aflæse datafilerne.
Jeg kan ikke nå at sende materialet ind til tiden, hvad gør jeg?
Kontakt Færdselsstyrelsen telefonisk eller send en mail til styrelsen via nedenstående mailadresse med anmodning om forlængelse af frist for indsendelse af materiale. Det bedes oplyst, hvorfor fristen ønskes udsat. Styrelsen vil herefter tage stilling til en evt. fristudsættelse.
Jeg mener jeg er undtaget, skal jeg stadig sende noget ind, eller er jeg fritaget fra kontrol?
Hvis du mener, at et eller flere af virksomhedens køretøjer er undtaget, skal du redegøre for, hvilken bestemmelse du mener dig undtaget efter samt indsende den fornødne dokumentation. Vi vil herefter tage stilling til det indsendte materiale.
Jeg skal indsende diagramark men har ikke kørt i starten og i slutningen af måneden, hvad gør jeg?
Så skal du indsende det sidste diagramark fra før kontrolperioden og det første diagramark efter kontrolperioden.
Kan vi sende dokumenter eller anden form for dokumentation med digital post?
Ja, diverse dokumenter og dokumentation kan godt sendes med digital post. Dog skal udskrifter fra takografen og diagramark sendes som fysisk post.
Min fører er i udlandet og jeg kan ikke nå at sende data ind på ham, hvad gør jeg?
Kontakt Færdselsstyrelsen telefonisk eller send en mail til nedenstående mail med anmodning om forlængelse af frist for indsendelse af materiale – alternativt send materialet ind og oplys, hvornår materialet vedrørende føreren i udlandet forventes indsendt.
Mit førerkort er bortkommet, hvad skal jeg gøre?
Du skal straks anmelde dit førerkort bortkommet hos Politiet og ansøge om et erstatningskort. Hvis du i perioden, hvor du venter på det nye førerkort, skal udføre kørsel omfattet af køre- og hviletidsbestemmelserne, skal du ”køre på strimmel”. En kopi af bekræftet ansøgning om erstatningskort skal medbringes under kørslen.
Må jeg låne mit førerkort ud?
Nej – et førerkort er personligt og må kun anvendes af den person, det er udstedt til.
Må jeg sende digitale data på mail?
Nej, digitale datafiler, og anden nødvendig dokumentation, skal uploades til Færdselsstyrelsens virksomhedsportal, som beskrevet i indkaldelsesbrevet.
Må man gerne zip-komprimere filerne?
Ja – Filerne må gerne være zip-komprimerede. De overførte datafiler skal dog være overført, gemt og sikret i originalt format og med intakte digitale signaturer.
Må man sende digital data på usb stik?
Nej, datafiler skal uploades til Færdselsstyrelsens virksomhedsportal, som beskrevet i indkaldelsesbrevet.
Må vi fortsat indsende digitale data på CD/DVD eller USB?
Nej, vi modtager ikke længere data på CD/DVD. Data på USB modtages kun ved kontrolbesøg i virksomheden.
Skal man skifte den analoge takograf ud med en digital?
Den analoge takograf kan udskiftes med en digital takograf. Arbejdet skal udføres af et autoriseret værksted. En digital takograf er lovpligtig i køretøjer indregistreret efter 1. maj 2006.
Hvad skal jeg foretage mig, hvis mit førerkort bliver stjålet eller bortkommer?
Du skal ansøge om et erstatningskort inden for en frist på syv kalenderdage, og ved ansøgningen afgive erklæring om, at dit førerkort er stjålet eller bortkommet. Det bemærkes, at dit stjålne eller bortkomne førerkort er ugyldigt fra det tidspunkt, det anmeldes bortkommet eller
stjålet.
Hvad skal jeg foretage mig, hvis mit førerkort bliver uvirksomt (beskadiget, defekt eller uanvendeligt)?
Du skal ansøge om et erstatningskort inden for en frist på syv kalenderdage, og ved ansøgningen afgive erklæring om, at dit førerkort er blevet uvirksomt. Du skal desuden aflevere dit uvirksomme førerkort senest ved udleveringen af det nye kort.
Det betyder, at Færdselsstyrelsen skal have modtaget dit uvirksomme førerkort inden, at vi udleverer dit nye førerkort.
Jeg har modtaget mit nye førerkort, men der er fejl i oplysningerne på kortet. Må jeg køre på førerkortet alligevel?
Nej, du skal ansøge om et erstatningskort og aflevere dit førerkort med fejl i oplysningerne senest ved udleveringen af det nye kort. Det betyder, at Færdselsstyrelsen skal have modtaget førerkortet med fejl i oplysningerne inden, at vi udleverer dit nye førerkort.
Må jeg anvende mit førerkort, hvis jeg får et nyt navn, så det ikke længere passer med navnet på førerkortet?
Det er ikke et krav, at du udskifter dit førerkort, hvis du ændrer dit navn. Såfremt du ønsker at udskifte dit førerkort, f.eks. i forbindelse med en navneændring, kan du ansøge om en udskiftning af dette, hvis førerkortet fortsat er gyldigt. Det førerkort, som ønskes udskiftet, skal
afleveres senest ved udleveringen af det nye kort. Det betyder, at Færdselsstyrelsen skal have modtaget dit gamle førerkort inden, at vi udleverer dit nye førerkort.
Må jeg køre uden førerkort isat takografen, hvis mit førerkort bliver uvirksomt (beskadiget, defekt eller uanvendeligt)?
Hvis dit førerkort bliver uvirksomt (beskadiget, defekt eller uanvendeligt), skal du inden for en frist på syv kalenderdage ansøge om et erstatningskort hos Færdselsstyrelsen. Hvis dit førerkort bliver uvirksomt (beskadiget, defekt eller uanvendeligt), og du har ansøgt om
et erstatningskort, må du køre uden førerkort (”køre på strimmel”) i højst 15 kalenderdage fra det tidspunkt, dit førerkort bliver uvirksomt.
Må jeg køre uden førerkort isat takografen, hvis mit førerkort bortkommer eller bliver stjålet?
Hvis dit førerkort bortkommer eller bliver stjålet, skal du inden for en frist på syv kalenderdage ansøge om et erstatningskort hos Færdselsstyrelsen.
Hvis dit førerkort bortkommer eller bliver stjålet, og du har ansøgt om et erstatningskort, må du køre uden førerkort (”køre på strimmel”) i højst 15 kalenderdage fra det tidspunkt dit førerkort bortkommer eller bliver stjålet.
Skal vores mekanikere påføres førerlisten?
Hvis mekanikeren er ansat i virksomheden, kan vedkommende skrives på førerlisten med anmærkning om, at vedkommende er mekaniker ansat i virksomheden. Er der tale om en ekstern mekaniker, kan vedkommende skrives på førerlisten med anmærkning om, at
vedkommende er ekstern mekaniker ansat hos (firmanavn). Vedlæg gerne bekræftelse fra værksted.
En fører afholder en del af sit regulære ugehvil, mens han ledsager et køretøj ombord på færge eller tog. Færge- eller togrejsen varer 8 timer eller længere, og føreren har adgang til en sovekabine på færgen eller i toget. Efter endt færge- eller togrejse mangler føreren fortsat at afholde mindst 26 timers ugehvil. Kan føreren afholde den resterende del af sit ugehvil i køretøjet?
Nej, en regulær ugentlig hviletid må ikke afholdes i et køretøj.
