Løn- og arbejdsvilkår for chauffører

Her kan du læse om, hvilke krav der stilles til indehavere af en fællesskabstilladelse, indehaveren af nationale og internationale varebilstilladelser, vedrørende løn- og arbejdsvilkår for chauffører.

For at opfylde kravet om løn- og arbejdsvilkår, skal en ansøger eller en indehaver af en fællesskabstilladelse følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.

Der er ikke krav om, at virksomheden skal være medlem af en arbejdsgiverforening, men arbejdsgivernes samlede omkostningsniveau for chaufførerne må ikke afvige væsentligt og entydigt fra de omkostningsniveauer der findes i de retningsgivende kollektive overenskomster for chauffører.

Kravet til opfyldelse af løn- og arbejdsvilkår kan af indehaveren af en gods- eller bustilladelse enten dokumenteres ved at;

  1. Være omfattet af en retningsgivende overenskomst
  2. Være omfattet af en landsdækkende kollektiv overenskomst for chauffører, der ikke afviger væsentligt og entydigt fra de retningsgivende overenskomster
  3. Være omfattet af en anden kollektiv overenskomst, hvis fagområde omfatter chauffører som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område.
  4. Følge et omkostningsniveau, der ikke afviger væsentligt og entydigt fra de retningsgivende overenskomster

Indehaveren af varebils- og internationale varebilstilladelser skal følge bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.  

Hvad er en retningsgivende overenskomst?

De retningsgivende overenskomster er de kollektive overenskomster for chauffører, der er indgået af de på godskørsels- eller buskørselslovens område, mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område.

Det beror på en konkret vurdering hvilke overenskomster på transportområdet der skal anses for at være de retningsgivende overenskomster for chauffører. Vurderingen tager blandt andet udgangspunkt i hvor mange medlemmer den pågældende lønmodtagerorganisation har, samt hvor mange der er dækket af den pågældende lønmodtagerorganisations overenskomster.

Oversigt over overenskomster for chauffører

Nedenfor finder du en oversigt over de retningsgivende overenskomster på vejtransport området og andre overenskomster, som Færdselsstyrelsen har anerkendt til anvendelse i forbindelse med Fællesskabstilladelsen.

Følgende overenskomster anses som de retningsgivende overenskomster på gods- og buskørselsområdet

Vær opmærksom på, at Færdselsstyrelsen ikke kan rådgive dig om fortolkning af overenskomsterne. Du må derfor søge hjælp hos dine egne rådgivere, hvis du har spørgsmål til den konkrete overenskomst.

Færdselsstyrelsen vil løbende opdatere hjemmesiden med informationer om hvilke landsdækkende kollektive overenskomster for chauffører, som ikke afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsniveau, der findes i de retningsgivende kollektive overenskomster for chauffører.

Ansøgning om fællesskabstilladelse til gods- og buskørsel

Ved ansøgningen om fællesskabstilladelse til gods- og buskørsel anmodes virksomheden om at oplyse, om de er omfattet af eller tiltrådt en retningsgivende eller godkendt overenskomst for chauffører eller om de er uden medlemskab af en arbejdsgiverforening eller tiltrædelsesoverenskomst.

Omfattet af eller tiltrådt retningsgivende eller godkendt overenskomst

Såfremt virksomheden oplyser på ansøgningsblanketten at være medlem af en arbejdsgiverforening eller har angivet at have en tiltrædelsesoverenskomst, anmoder Færdselsstyrelsen den angivne arbejdsmarkedspart om bekræftelse heraf, samt en bekræftelse af hvilken overenskomst virksomheden er omfattet af.

Overholder et omkostningsniveau

Såfremt virksomheden på ansøgningsblanketten oplyser, at de er uden medlemskab af en arbejdsgiverforening eller tiltrædelsesoverenskomst, skal virksomheden vedhæfte dokumentation for, at virksomheden følger et omkostningsniveau, som ikke afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsniveau i de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i de retningsgivende kollektive overenskomster for chauffører.

Dokumentationen, som Færdselsstyrelsen skal benytte til at vurdere omkostningsniveauet for virksomhedens chauffører omfatter følgende og skal vedrøre 10 % af virksomhedens chauffører, dog mindst én chauffør:

  • ansættelseskontrakter,
  • lønsedler og
  • timesedler for seneste lønperiode 

Ansøgning om varebils- og internationale varebilstilladelser

Ved ansøgningen om varebils- og internationale varebilstilladelser anmodes virksomheden om at bekræfte, hvilken kollektiv overenskomst virksomheden følger.

Tilsyn

Færdselsstyrelsen fører tilsyn med, om virksomheder fortsat overholder kravene til løn og arbejdsvilkår for tilladelsesindehavere.

I forbindelse med tilsynet vurderer styrelsen kravet efter de samme forhold som under ansøgningen. Hvis styrelsen finder, at virksomheden ikke lever op til kravene om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, kan det have følgende konsekvenser:

  • Meddelelse af skærpet tilsyn
  • Tildeling af advarsel
  • Tilbagekaldelse af virksomhedens tilladelse

Spørgsmål og svar om styrelsens vurdering af overenskomster

Færdselsstyrelsen foretager en sammenligning af den pågældende overenskomst og de repræsentative overenskomster på området.

Vurderingen beror på en samlet skønsmæssig vurdering af, om overenskomsterne afviger entydigt og væsentligt fra de retningsgivende overenskomster på området. Ved begrebet ’omkostningsniveau’ forstås de samlede udgifter vedrørende løn, overarbejde, pension, ferie og anden frihed, der påhviler en arbejdsgiver i henhold til den pågældende overenskomst. Der skal således ske en vurdering af, om de samlede lønomkostninger er på sammenligneligt niveau med de retningsgivende overenskomster og ikke en vurdering punkt for punkt. I konkrete tilfælde kan der dog opstå situationer, hvor et element i et omkostningsniveau afviger så markant og entydigt, at det vil være inden for rammerne af Færdselsstyrelsens skøn, at omkostningsniveauet vurderes at afvige entydigt og væsentligt.

Færdselsstyrelsen hører i videst muligt omfang overenskomstnævnet om en udtalelse, om hvorvidt den pågældende overenskomst afviger entydigt og væsentligt fra de repræsentative overenskomster på området.

For at få vurderet, om en overenskomst overholder et omkostningsniveau svarende til de retningsgivende overenskomster for chauffører, skal overenskomsten fremsendes til Færdselsstyrelsen af de relevante parter.

Færdselsstyrelsen kan som en del af sagsbehandlingen høre overenskomstnævnet for en udtalelse, om hvorvidt den pågældende overenskomst overholder et omkostningsniveau svarende til de retningsgivende overenskomster for chauffører.

I denne type sager hører Færdselsstyrelsen i videst muligt omfang overenskomstnævnet for en udtalelse om, hvorvidt en overenskomst afviger væsentligt og entydigt fra de retningsgivende overenskomster. Overenskomstnævnets udtalelser indgår som en del af beslutningsgrundlaget for Færdselsstyrelsens afgørelse. Det er dog Færdselsstyrelsen der træffer afgørelse i sagen.

I de tilfælde hvor ansøgningen vedrører en overenskomst, som Færdselsstyrelsen ikke tidligere har truffet afgørelse om, forudsættes det, at overenskomstnævnet høres.

Overenskomstnævnet er oprettet af arbejdsmarkedets parter. Medlemmerne af overenskomstnævnet udpeges af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Der er således et ligeligt antal medlemmer udpeget af arbejdsgiversiden og af lønmodtagersiden.

Se overenskomster