skolevogn

Nyt på kørekortområdet - Stor frigivelse af teoriprøver

Publiceringsdato: 22/10/2021
Færdselsstyrelsen planlægger en større frigivelse af teoriprøver i løbet af de næste 2-3 uger. Allerede i weekenden, den 23. og 24. oktober, bliver de første 7-8.000 prøver tilgængelige på koreprovebooking.dk

Frem mod 1. marts 2022 planlægger Færdselsstyrelsen at afholde over 60.000 teoriprøver og et tilsvarende antal praktiske prøver. I løbet af de næste 2-3 uger, vil kørelærerne få adgang i bookingsportalen, koreprovebooking.dk, til at booke 25.000 teoriprøver af de planlagte 60.000 teoriprøver. Der er tale om teoriprøver, der vil blive afviklet fra november og frem til 1. marts 2022.

 

De 25.000 prøver, der bliver frigivet de kommende uger, er prøver, der normalt først ville kunne blive booket, når styrelsen frigiver nye prøver på mandage og onsdage.


Se oversigt over tidspunkter for den normale frigivelse af prøver.


Prøverne vil løbende blive tilgængelige i løbet af de kommende uger, samtidig med at vi også fortsat vil udbyde nye prøver mandage og onsdage, som tidligere. Styrelsen forventer, at vi allerede i weekenden, har fået givet kørelærerne adgang til de første 7-8.000 teoriprøver. Udover B-prøver, vil der også blive frigivet tolke-, motorcykel- og storvognsteoriprøver.


København først

Der er en stor efterspørgsel på prøver i København og derfor har vi valgt, at starte med at frigive de første 7-8.000 prøver her i løbet af weekenden den 23. og 24. oktober. Herefter vil vi begynde at frigive de resterende 17-18.000 prøver til resten af landet.

 

Generelt har styrelsen har også fokus på at få øget den ugentlige prøvekapacitet. Løbende frem mod årsskiftet forventer vi, at vores generelle prøvekapacitet er øget omkring 20 procent, i forhold til niveauet fra uge 41.

 

En tak til kørelærerne

 

Færdselsstyrelsen kan med glæde se, at en stor del af kørelærere allerede har valgt at følge vores opfordring om ikke at booke prøver udenfor kørelærerens eller køreelevens område.


Nyt på kørekortområdet - Opfordring til kørelærerne


Det er vi taknemlige for, da det bidrager til at øge kvaliteten af den data vi får fra områderne. Det gør det betydeligt lettere for Færdselsstyrelsen at frigive prøver fremadrettet i de områder, hvor der er størst behov. Vi forventer derfor, at vi allerede i løbet af november, kan begynde at tilpasse udbuddet af prøver, så det er bedre fordelt i hele landet.