Colourbox

Færdselsstyrelsen suspenderer sanktioner for at overskride synsfrist

Publiceringsdato: 20/03/2020
Som følge af corona-krisen bliver der ikke udskrevet bøder og klippet nummerplader på biler, der overskrider sin synsfrist mellem 15. marts og 15. maj 2020.

Syn af køretøjer er en forudsætning for at opretholde færdselssikkerheden i Danmark.

 

Netop nu giver en synsindkaldelse dog anledning til utryghed blandt ejere af køretøjer, som i forbindelse med corona-krisen er bekymrede for, hvorvidt de bør møde frem til syn.

 

Derfor suspenderer Færdselsstyrelsen nu alle sanktioner mod ejere, som har eller kommer til at overskride synsfrist for deres køretøj mellem 15. marts og 15. maj 2020.

 

Ingen bøder eller klippede plader

I praksis betyder det, at der i den kommende uge – uge 13, 2020 – vil blive hasteudstedt en bekendtgørelse, som midlertidigt stopper for, at der bliver udskrevet bøder eller klippet nummerplader på køretøjer, hvor synsfristen er overskredet.

 

Under normale omstændigheder vil en overskridelse af synsfristen ellers udløse en påmindelse om syn og en ny frist, efterfulgt af en bøde på 2.000 kroner, hvis den nye frist ikke overholdes. Samtidig bliver der givet påbud om at få synet og godkendt køretøjet eller afmeldt køretøjet i køretøjsregistret.

 

Manglende overholdelse af påbuddet vil i sidste ende udløse endnu en bøde på 2.000 kroner, samt at politiet bliver anmodet om at inddrage nummerpladerne.

 

Tag til syn, hvis du har mulighed for det

Siden corona-krisens begyndelse har synsvirksomheder landet over stort set opretholdt samme aktivitetsniveau som vanligt.

 

Det er altså fortsat muligt at syne sit køretøj – og Færdselsstyrelsen opfordrer dig til at overholde synsfristen, hvis du har mulighed for det.

 

Så længe du overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger i forhold til at holde afstand, bruge handsker og afspritte eller vaske hænder så ofte som muligt, kan du trygt syne dit køretøj.

 

Om syn i Danmark

Færdselsstyrelsen indkalder omkring 24.000 køretøjer til syn om ugen.

 

Et køretøj bliver indkaldt til periodisk syn med et varsel på henholdsvis 8 uger for lette køretøjer eller 13 uger for tunge køretøjer.