Vejsidesyn

Et vejsidesyn er et syn af tunge erhvervskøretøjer ved vejsiden. Udvælgelsen af køretøjerne til vejsidesyn kan eksempelvis ske ved mistanke om, at køretøjet udgør en risiko for færdselssikkerheden eller miljøet.

Hvordan foregår et vejsidesyn?
Vejsidesynet er et supplement til det periodiske syn. Vejsidekontrollen vil bestå af et indledende syn og eventuelt et mere detaljeret syn.

Det er Færdselsstyrelsens inspektører, der foretager de detaljerede syn, mens de indledende syn foretages af både politiet og Færdselsstyrelsen. Det samlede antal indledende syn ved vejsidesyn skal i hvert kalenderår svare til mindst fem procent af det samlede antal af de omhandlede køretøjer, som er registreret i medlemsstaterne.

1. Indledende syn
Ved det indledende syn kontrolleres den seneste synsrapport fra det periodiske syn og fra vejsidesyn, hvis den findes. Her bliver det undersøgt, at eventuelle fejl på seneste synsrapport er udbedret. Er fejlene ikke udbedret, kan det medføre et mere detaljeret syn, eller at fejlene skal udbedres på stedet. Inspektøren skal desuden foretage en visuel vurdering af køretøjets tekniske tilstand. Inspektøren kan også foretage en visuel vurdering af fastgørelsen af køretøjets last.

2. Mere detaljeret syn
Det detaljerede syn udføres, hvis der under det indledende syn opstår mistanke om væsentlige mangler på køretøjet. Et mere detaljeret syn gennemføres af uddannede inspektører i passende faciliteter i nærheden.
Du kan se en oversigt over de sædvanlige kontrolpunkter her. (Se under bilag 2).

Hvad siger loven på vejsidesynet?
Den 20. maj 2018 trådte nye EU-regler om vejsidesyn i kraft. Formålet er, at de nye EU-regler skal øge færdselssikkerheden, samt at minimumskravene skal bidrage til at give større ensartethed på tværs af alle EU-lande. EU-reglerne fremgår af direktiv 2014/47/EU om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, som EU-landene vedtog den 3. april 2014.

Skal synsrapporten medbringes under kørsel?
For tunge køretøjer er der krav om, at synsrapporten (eller kopi heraf) fra det seneste regelmæssige syn eller rapporten fra det seneste vejsidesyn, hvis den foreligger, medbringes under kørsel. I Danmark accepteres et elektronisk bevis for de seneste syn, men det er valgfrit for medlemsstaterne, om elektronisk bevis for tidligere syn accepteres.

Valgfriheden indebærer dermed, at andre medlemsstater kan kræve, at synsrapporten for både forvogn og påhængskøretøj medbringes fysisk ved kørsel i udlandet.
Mere information
Sidst opdateret: 28.02.2019