Ny vejledning om reglerne på køre- og hviletidsområdet
04.10.2019

Færdselsstyrelsen har udarbejdet den første del af vejledning om reglerne på køre- og hviletidsområdet. Første del omhandler reglerne i køre- og hviletidsforordningen, hvor anden del, som forventes udarbejdet i løbet af 2020, omhandler reglerne om installation og brug mv. af takografen i takografforordningen samt køre- og hviletidsbekendtgørelsen.

Vejledningen om reglerne på køre- og hviletidsområdet består af to dele, hvor den første del nu er tilgængelig. Vejledningen henvender sig til aktørerne på vejtransportområdet samt til den administrative virksomhedskontrol.

Del 1 indeholder en gennemgang af regelgrundlaget på køre- og hviletidsområdet samt de bestemmelser i køre- og hviletidsforordningen, der vedrører køretid, pauser og hviletid. Gennemgangen af de enkelte bestemmelser indeholder en beskrivelse af beregningsperioder, metode til opmåling, eventuelle tolerancer og sanktionering.

I vejledningen er der bl.a. indarbejdet Kommissionens vejledningsnotat 7 om betydningen af ”hver periode på 24 timer” samt de ændrede sanktioner, der blev indført ved lov nr. 697 af 8. juni 2017 om ændring af færdselsloven.

Vejledningen er offentlig tilgængelig på www.fstyr.dk, og bliver ajourført løbende af Færdselsstyrelsen i takt med, at yderligere fortolkningsbidrag måtte blive fastlagt af bl.a. EU-Kommissionen og domstolene.

Læs 'Vejledningen om reglerne på køre- og hviletidsområdet Del I'.

Sidst opdateret: 08.10.2019