Tempo 100 påhængskøretøjer

Her kan du finde information om Tempo 100-påhængskøretøjer.

Den 1. juli 2016 trådte Færdselsstyrelsens meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1996 i kraft.

Meddelelsen giver oplysninger om Tempo 100-ordningen til brug ved Tempo 100-synet, godkendelsen og registreringen i Køretøjsregisteret (DMR) hos synsvirksomheden eller ved godkendelse og registrering af et nyt påhængskøretøj hos forhandleren, der er Motorstyrelsens nummerpladeoperatør.

Fra den 1. juli 2016 tillader færdselsloven Tempo 100-kørsel med nærmere bestemte påhængskøretøjer, som trækkes af en bil, hvis køretøjerne opfylder de særlige betingelser for Tempo 100-kørsel. Hastighedsgrænsen på danske veje ved Tempo 100-kørsel med disse vogntog er fra og med den 1. juli 2016 100 km/t på motorveje og 80 km/t på andre veje.

For køretøjer, der ikke lever op til kravene til Tempo 100-kørsel, vil hastighedsgrænsen fortsat være 80 km/t på motorveje og 70 km/t på andre veje.

Blandt de betingelser, der skal være opfyldt, er, at påhængskøretøjet skal være godkendt og registreret i DMR til Tempo 100-kørsel, og at påhængskøretøjet er forsynet med et dansk Tempo 100-mærke. Kravet om registrering af påhængskøretøjet i DMR gælder dog ikke for udenlandsk registrerede påhængskøretøjer.

Har påhængskøretøjet et registreret samlet tilladt akseltryk (største tryk på registreringsattesten) på mere end 750 kg, vil Tempo 100-registreringen medføre, at køretøjet indkaldes til periodisk syn med to års intervaller.

I forbindelse med Tempo 100-godkendelsen udsteder synsvirksomheden – og for nye påhængskøretøjer forhandleren – en godkendelsesattest, som skal medbringes under Tempo 100-kørsel i Danmark.

Under 'Mere information' i boksen til højre er der links til virk.dk. Der finder du de elektroniske blanketter, der skal anvendes i forbindelse med udstedelse af Tempo 100-godkendelsesattesterne.

Adgang til Færdselsstyrelsens dokumentportal kræver indtil videre login med NemID.
Sidst opdateret: 07.01.2019