Hvilke regler gælder for montering af tilkoblingsanordning ("anhængertræk")?

SVAR:


Skal min bil til syn?

Som hovedregel skal en bil synes efter montering af "anhængertræk".

Er bilen højest otte år gammel og har en tilladt totalvægt på højest 3.500 kg, kan den registreres til synsfri sammenkobling uden at være synet.

Montering af "anhængertræk" uden syn
Montering af "anhængertræk" skal ske på et momsregistreret autoreparationsværksted eller virksomhed, som er momsregistreret til detailhandel med biler eller campingvogne. En fortrykt erklæring (SKATs blanket nr. 21.053), skal udfyldes af den virksomhed, som har monteret "anhængertrækket". Erklæringen afleveres på et motorcenter sammen med anmeldelsesblanket og bilens registreringsattest.

Erklæringen kan også afgives direkte i Køretøjsregistret hos SKAT, hvis værkstedet eller virksomheden er oprettet som "reparatør" i registret. Oprettelsen kan ansøges her.

Hvis du er "reparatør", men som sådan er uden adgang til Køretøjsregistret hos SKAT, kan den udfyldte, underskrevne og scannede blanket også sendes med e-mail til SKAT.

Sidst opdateret: 02.12.2019