Andre kørekort

Her kan du læse om andre kørekort som duplikatkørekort, midlertidigt erstatningskørekort og internationalt kørekort, samt hvordan der ansøges om disse.

Duplikatkørekort
Et duplikatkørekort er en fornyet udstedelse af dit originale kørekort. Duplikatkørekortet erstatter derfor det originale kørekort.

Du kan få udstedt duplikatkørekort, hvis:
  • Du mister dit kørekort, som er udstedt i Danmark eller i et EU-land eller EØS-land (Island, Norge og Liechtenstein)

  • Dit kørekort er meget beskadiget eller slidt (tekst, nummer, stempler, foto mv. kan ikke tydes)

  • Du ønsker et kørekort af den nye kreditkortmodel

  • Du ønsker en navneændring på kørekortet.
 
Midlertidigt erstatningskørekort
Et midlertidigt erstatningskørekort er en midlertidig udstedelse af det originale kørekort. Kørekortet udstedes med en kortere gyldighedsperiode, der typisk ikke er længere end 1 måned.

Du kan få udstedt et midlertidigt erstatningskørekort, hvis:  
  • Du har mistet dit kørekort, eller det er inddraget pga. slitage, og du skal køre i udlandet (bortset fra Finland, Island, Norge og Sverige) og det ikke er muligt at udstede et duplikatkørekort, inden du skal forlade landet

  • Du har et dansk kørekort, og du i udlandet er frakendt førerretten eller retten til at føre lille knallert, eller der i udlandet er udstedt kørselsforbud, og hvor den udenlandske kørekortmyndighed har betinget frakendelsestidens eller kørselsforbuddets begyndelsestidspunkt af udlevering af kørekortet til registrering af forholdet eller påtegning herom, eller udlandet administrativt har inddraget kørekortet.
Fra den 19. januar 2013 udstedes midlertidige erstatningskørekort også som et kørekort af kreditkortmodellen. Produktionstiden for et midlertidigt erstatningskørekort vil derfor være den samme som udstedelse af andre kørekort af kreditkortmodellen.

Internationalt kørekort
Et internationalt kørekort er en formaliseret og internationalt anerkendt oversættelse af dit danske kørekort, som kan være nødvendig, hvis du skal køre i andre lande end EU-lande og EØS-lande (Island, Liechtenstein og Norge).

Du kan få udstedt et internationalt kørekort, hvis du har et gyldigt dansk kørekort.

Et internationalt kørekort er gyldigt i 1 år fra udstedelsen og giver ret til at føre motorkøretøjer af samme art som det danske kørekort. Et internationalt kørekort giver ikke ret til at føre motorkøretøj i Danmark.

Ansøgning
For at ansøge om et af de nævnte kørekort skal du henvende dig til en af landets kommuner, hvor du skal medbringe dokumentation for identitet og foto. Se nærmere nedenfor.

Dokumentation for hvem du er
Når du indleverer din ansøgning til en af landets kommuner, skal du dokumentere din identitet. Du skal derfor medbringe dit eventuelt tidligere udstedte kørekort af EU-modellen eller dit gyldige pas. Hvis du ikke har det, skal du i stedet medbringe din originale dåbs-, navne- eller fødselsattest, sundhedskort eller andet egnet legitimation, samt billedlegitimation.

Det er vigtigt, at dit personnummer tydeligt fremgår af legitimationen. Ellers skal du medbringe et legitimationspapir, hvor dit personnummer tydeligt fremgår. Legitimationspapiret skal være udstedt af en offentlig myndighed,

Hvis du ikke har fået et personnummer, og fremgår din fødselsdato og dit navn ikke tydeligt af legitimationen, skal du medbringe et legitimationspapir, hvor din fødselsdato og dit fødested tydeligt fremgår. Legitimationspapiret skal være udstedt af en offentlig myndighed.

Hvis dit fulde og anvendte navn ikke fremgår af dine legitimationspapirer, kan du blive anmodet om at dokumentere navneændringen ved forevisning af vielsesattest, navnebevis eller dokumentation for anmeldelse til vielsesmyndigheden eller folkeregisteret.

Andre dokumenter du skal medbringe
For at ansøge skal du henvende dig i et borgerservicecenter i en af landets kommuner, hvor du skal medbringe:
  • Pasbillede. Se krav til billedet illustreret med billedeksempler her

  • Hvis du ikke er dansk eller nordisk statsborger eller lovligt kan opholde dig i Danmark, skal du medbringe gyldig opholdstilladelse eller opholdsbevis.

  • Hvis du har et dansk kørekort, og du er frakendt førerretten eller retten til at føre lille knallert i udlandet, eller du i udlandet har fået kørselsforbud, og har den udenlandske kørekortmyndighed betinget frakendelsestidens eller kørselsforbuddets begyndelsestidspunkt af udlevering af kørekortet til registrering af forholdet eller påtegning herom, eller er der i udlandet sket en administrativ inddragelse af kørekortet, skal du aflevere kørekortet eller forevise dokumentation fra den udenlandske kørekortmyndighed om, at denne myndighed er i besiddelse af kørekortet.
Læs mere om:
Sidst opdateret: 01.04.2019