Tunge køretøjer
Tunge køretøjer er lastbiler med tilladt vægt over 3500 kg, busser til mere end 9 personer samt påhængs- og sættevogne med tilladt totalvægt på over 3500 kg.
Inden du kan få registreret tunge køretøjer, skal Færdselsstyrelsen typegodkende deres chassis.
Færdselsstyrelsen udsteder følgende former for godkendelse af tunge køretøjer:
- Godkendelseserklæring omfatter et enkelt køretøj elle chassis
- Typegodkendelse omfatter en serie ens chassiser
- Standardtypegodkendelse omfatter en serie ens, seriefremstillede og komplette køretøjer
- Anmeldt EF-typegodkendelse omfatter en serie ens seriefremstillede og komplette køretøjer som er EF-typegodkendte
Alle kan ansøge om godkendelse af et enkelt køretøj (godkendelseserklæring), mens ansøgning eller anmeldelse om godkendelse (typegodkendelse, standardtypegodkendelse eller anmeldt EF-typegodkendelse) af en serie køretøjer kun kan foretages af køretøjsfabrikanten eller dennes repræsentanter.
Hvis alle væsentlige dele af køretøjet allerede er EU-godkendt, kan køretøjsfabrikanten eller dennes repræsentant vælge at anmelde typegodkendelse for køretøjet. Dermed er der ingen sagsbehandlingstid hos Færdselsstyrelsen, men der foretages efterfølgende stikprøvekontrol af anmeldelserne.
For et brugt importeret køretøj behøver du ikke at få udstedt en godkendelse, hvis køretøjet nøje svarer til en allerede udstedt typegodkendelse og har været registreret i udlandet i mindst 3 måneder.
Hvis der foretages ændringer af chassis eller motor på et typegodkendt køretøj, skal der ansøges om en ny typegodkendelse, hvis ændringen ikke allerede er indeholdt i en udstedt typegodkendelse.
Oplysninger om hvorvidt et brugtimporterert eller ombygget køretøj er typegodkendt i Danmark, fås hos køretøjsfabrikanten eller dennes danske repræsentant.
Efter udstedelsen af typegodkendelsen skal køretøjerne godkendes af en synsvirksomhed.
Lette køretøjer
Lette køretøjer er personbiler op til 9 personer, varebiler med en totalvægt op til 3500 kg, motorcykler, knallerter, traktorer samt påhængsvogne, campingvogne og påhængsredskaber med en totalvægt op til 3500 kg.
Inden du kan registrere lette køretøjer, skal de typegodkendes af Færdselsstyrelsen eller godkendes af en synsvirksomhed.
Færdselsstyrelsen udsteder følgende former for godkendelse af lette køretøjer:
- Standardtypegodkendelse omfatter en serie ens, seriefremstillede og komplette køretøjer
- Anmeldt EF-typegodkendelse…omfatter en serie ens seriefremstillede og komplette køretøjer som er EF-typegodkendte
Typegodkendelsen kan udstedes enten efter ansøgning eller anmeldelse. Ansøgning og anmeldelse om godkendelse kan kun foretages af køretøjsfabrikanten eller dennes repræsentant.
Hvis hele eller væsentlige dele af køretøjet allerede er EF-godkendt, kan køretøjsfabrikanten eller dennes repræsentant vælge at anmelde typegodkendelse for køretøjet. Dermed er der kortere sagsbehandlingstid hos Færdselsstyrelsen, men der foretages efterfølgende stikprøvekontrol af anmeldelserne. Invalideknallerter kan dog ikke godkendes efter anmeldelse. Personbiler, motorcykler, knallerter (bortset fra invalideknallerter) og traktorer kan kun anmeldes som EU‑typegodkendte. Varebiler og påhængskøretøjer standardtypegodkendes med mindre de er EF-typegodkendte. Invalideknallerter skal standardtypegodkendes.
Hvad koster det?
Det er gratis at få udstedt en godkendelse.
Hvordan henvender du dig?
Ønsker du at få typegodkendt et køretøj eller en serie af køretøjer, skal du enten anvende et ansøgnings- eller anmeldelsesskema, eller også skal du være tilmeldt Færdselsstyrelsens ordning for elektronisk ansøgning/anmeldelse via www.virk.dk eller www.typegodkendelser.dk. Information om hvordan du kommer i gang med elektronisk ansøgning eller anmeldelse kan du finde på www.virk.dk og www.typegodkendelser.dk
Du kan evt. anvende konsulent til ansøgning/anmeldelsesproceduren. Se konsulentliste, denne liste omfatter dog ikke alle, der beskæftiger sig med området.
Anmeldelse
Når man skal have godkendt et køretøj på baggrund af en anmeldelse, skal man indsende et anmeldelsesskema med tilhørende bilag.
Køretøjsfabrikanten eller dennes repræsentant (importør) er ansvarlig for, at de oplysninger, der ligger til grund for godkendelsen, er korrekte. Færdselsstyrelsen tager stikprøver af, om anmeldelserne indeholder korrekte oplysninger.
Anmeldelse kan ske ved indsendelse af ansøgningsskema til fstyr@fstyr.dk. Alternativt kan der anmeldes godkendelse via www.virk.dk og www.typegodkendelser.dk. I så fald udstedes som godkendelserne som ”straksgodkendelser” – d.v.s. at der ikke er sagsbehandlingstid hos Færdselsstyrelsen.
Ansøgning
Når man skal have godkendt et køretøj på baggrund af en ansøgning, skal man indsende et ansøgningsskema med tilhørende bilag.
Alle kan indsende et ansøgningsskema om godkendelseserklæring (med bilag) til fstyr@fstyr.dk.
Køretøjsfabrikanter, disses repræsentanter og konsulenter kan desuden ansøge om typegodkendelser, standardtypegodkendelser og godkendelseserklæringer via www.virk.dk og www.typegodkendelser.dk
Hvad sker der med din henvendelse?
Når vi har modtaget din ansøgning, foretager vi inden for en uge en foreløbig gennemgang af det indsendte materiale. Hvis din ansøgning ikke indeholder det nødvendige materiale, kontakter vi dig pr. telefon eller mail. Svarer ansøgningen til en tidligere godkendelse, foretager vi straks sagsbehandlingen. Svarer ansøgningen ikke til en tidligere godkendelse undersøger vi, om køretøjet opfylder gældende bestemmelser i Detailforskrifter for Køretøjer.
Efter modtagelse af din anmeldelse undersøger vi, om forudsætningerne for anmeldelse er opfyldt. Hvis vi mangler nogle oplysninger i anmeldelsen, kontakter vi dig pr. telefon eller mail. For elektroniske anmeldelser via Virk.dk eller Typegodkendelser.dk foretages alene stikprøvekontrol
Alle ansøgninger og anmeldelser behandles i den rækkefølge, de modtages. Du kan dog altid indsende en begrundet anmodning om hurtigere behandling.
Hvad kan du forvente?
Du kan forvente, at en godkendelse efter anmeldelse udstedes senest 14 dage fra modtagelsen.
En godkendelse efter ansøgning udstedes senest efter 4 uger, men svarer ansøgningen til en tidligere godkendelse, udstedes godkendelsen senest efter 14 dage.
En standardtypegodkendelse efter ansøgning, udsteder vi dog senest efter 6 uger, hvis køretøjet skal undersøges hos en synsvirksomhed.
I enkelte perioder med usædvanligt mange ansøgninger kan sagsbehandlingstiden være længere. På Færdselsstyrelsens hjemmeside under nyheder vil vi oplyse om dette.
Er du i tvivl om, hvordan du udfylder ansøgnings- eller anmeldelsesskemaet, er du velkommen til at kontakte os. Hvis du ønsker hjælp til typegodkendelse, kan du også kontakte en teknisk konsulent. Se evt. konsulentlisten.
Hvis du får afslag på din ansøgning eller anmeldelse, vil du få en skriftlig begrundelse. Du kan ikke klage over vores afgørelse til andre myndigheder, men du kan altid henvende dig til os for at få sagen optaget på ny.
Hvad forventer vi?
Vi forventer, at du indsender et udfyldt ansøgnings- eller anmeldelsesskema vedlagt tilhørende dokumentation, og at vi kan kontakte dig for yderligere oplysninger.
Dokumentationen er nødvendig, uanset om køretøjet tidligere har været godkendt i et andet land. Selv om det danske regelsæt for typegodkendelse af køretøjer svarer til de krav, der er fastsat i EU-direktiver, gælder dette ikke automatisk for alle øvrige EU-lande.
Servicemål
Vi har opsat en målsætning om at kunne ekspedere dig inden for de tider, som er nævnt ovenfor.
Her kan du se en oversigt over resultaterne af sagsbehandlingstiderne.