Dispensationspraksis i forbindelse med skærpede EU-direktiver (restkøretøjer)
Færdselsstyrelsen benytter fra august 2007 en dispensationspraksis for "restkøretøjer", der betyder at der anvendes en standardiseret stelnummerliste, der udfyldes af køretøjsfabrikanten eller dennes repræsentant og som lægges på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Restkøretøjer betyder køretøjer, der er hjemtaget til Danmark med henblik på salg og registrering før en skærpelse træder i kraft. Det kunne fx være EU regler om skærpede krav til luftforurening (ny Euro-norm), hvor nye personbiler registreret efter en given dato skal opfylde en ny Euro-norm.
I følge EU's typegodkendelsesdirektiver kan medlemsstaterne give dispensation efter nogle nærmere angivne retningslinier. I Danmark benyttes følgende principper for dispensation, som er aftalt med branchen:
Ansøgning indsendes elektronisk til fstyr@fstyr.dk og skal opfylde følgende betingelser:
- Ansøgning om dispensation indsendes af fabrikanten eller dennes repræsentant til Færdselsstyrelsen, inden de nye bestemmelser træder i kraft.
- Ansøgning skal vedlægges en stelnummerliste (alle 17 tegn) over lagerførte biler, der ikke opfylder de skærpede bestemmelser. Der anvendes et standardskema i Excel. Det fuldstændigt udfyldte skema skal indsendes i PDF format.
- Ansøgningen skal indeholde en erklæring om, at bilerne højst udgør 10 % af tilsvarende biler, som blev registreret det foregående år (12 måneder før ikrafttrædelsen) eller alternativt udgør højst 100 person- eller varebiler, eller 10 busser, lastbiler eller motorcykler.
Biler inden for samme mærke (fabrikat) og køretøjsart (personbil, varebil, bus, lastbil eller motorcykel m. fl.) anses som tilsvarende biler.
- Ansøgningen skal desuden indeholde en erklæring om, at bilerne er produceret og hjemtaget før ikrafttrædelsen.
Dispensationerne er begrænset til en periode på 12 måneder. Det betyder, at køretøjerne senest skal være registreret et år efter skærpelsen trådte i kraft og det vil af bilens registreringsattest fremgå, at bilen er omfattet af en dispensation.
Blanketter til stelnummerlister, der kan anvendes i forbindelse med kommende skærpelser af EU-direktiver kan hentes her.
Udstedte dispensationer:
Dispensationer for reglerne om Euro V for lastbiler og busser