Skip navigation


Sidens værktøjer


Primær navigation


Hvorfor skal min bil til syn?

Synshal

Færdselsstyrelsen arbejder for højere trafiksikkerhed og et bedre miljø. Begge er tilgodeset med periodisk syn.

Vi har ikke altid haft periodisk syn af biler i Danmark.
Tidligere skulle en personbil kun synes i forbindelse med ejerskifte, eller hvis den havde været afmeldt i længere tid.
Denne praksis medførte desværre en risiko for, at bilejeren bevidst – eller ubevidst - år efter år kunne køre rundt i en potentielt trafikfarlig og unødigt miljøbelastende bil - kun med risiko for at blive taget i politiets §77-kontrol.
Højere trafiksikkerhed og bedre miljø var derfor i fokus, da der blev indført periodisk syn af personbiler i 1998.

Ønsket om at nedbringe antallet af trafikulykker og minimere miljøbelastningen er stadig i centrum, når Færdselsstyrelsen i dag indkalder til periodisk syn af biler i Danmark. Færdselsstyrelsen sikrer også den høje kvalitet af de danske bilsyn ved at føre tilsyn med synshallernes arbejde.


Temaer
  • De sikrer færdselssikkerhed og miljø på de danske veje


    Tag med Færdselsstyrelsens inspektør på arbejde

     

    Han kender de danske synshaller. Inspektør Henrik Vedel Olsen kører sammen sine 9 andre kollegaer henved en halv mio. km om året for at føre tilsyn med synsstederne.

     

    Det er mandag morgen. Klokken er 10.30, og den metallic-farvede tjenestebil med Færdselsstyrelsens logo ruller op foran en af Danmarks 150 synshaller.
    Bag rattet sidder inspektør Henrik Vedel Olsen. Med over 15 års erfaring som synsmand udgør han en kompetent skikkelse, når synshallernes arbejde skal gås efter i sømmene.  Han er en del af Færdselsstyrelsens udfarende korps på 10 inspektører, der hvert år samlet set kører over en halv mio. kilometer for at sikre høj kvalitet i enhver geografisk afkrog af det danske synsmarked.

     


    Færdselsstyrelsens inspektører kan løbende følge synhallernes arbejde via mobil netværksforbindelse. På den måde kan man dukke uanmeldt op i synshallen og tjekke en bil, der netop er blevet synet.

     

    I dag skal Færdselsstyrelsen foretage et tilsynsbesøg hos en udvalgt synshal. Færdselsstyrelsen foretager hvert år efter en nøje risikovurdering over 2500 tilsynsbesøg både hos virksomheder, der er registreret til at foretage syn, men også hos virksomheder, der må foretage de såkaldte omsyn, hvor en bil skal omsynes efter reparation.

    ”Vi venter som regel på, at der er en bil, der netop er blevet synet. På den måde kan vi komme uanmeldt og foretage et kontrolsyn, der indebærer, at vi kigger på bilen og den dugfriske synsrapport. Har synshallen overset vigtige ting, der angår sikkerhed eller miljø, får den naturligvis en anmærkning. Så gennemgår vi sammen med virksomheden, de ting der kunne være bedre, for målet er selvfølgelig at holde kvaliteten høj”, siger inspektør Henrik Vedel Olsen.

     

    Her fanger synsmedarbejderen en fejl på en bil til syn. Den ene forlygte lyser skævt, fordi den slet ikke sidder fast. Det skal rettes, før det er lovligt. Kosteskaftet, der skal bruges til at holde motorhjelmen oppe, er en komisk detalje, men sikkerhedsmæssigt irrelevant.  


    Når Færdselsstyrelsens inspektører har været på besøg, udstedes en samlet karakter. Et A betyder ”tilfredsstillende”. Et B betyder ”Anmærkninger”. Det kan være mindre fejl i synet eller administrative forglemmelser og endelig C, der betyder ”Ikke tilfredsstillende”. Den sidste er den mest alvorlige, for det betyder, at synsvirksomheden har begået en eller flere alvorlige fejl. Det kan være, at man har overset sikkerhedsmæssige forhold, at virksomheden mangler det rette udstyr eller, at medarbejderen mangler uddannelse.

    "C-karakteren udløser altid en skærpet bevågenhed fra Færdselsstyrelsen".


    ”En eller flere C-karakterer betyder ofte, at Færdselsstyrelsen vælger at føre målrettet tilsyn med synshallerne”, fortæller inspektør Henrik Vedel Olsen og fortsætter: ”Vi koncentrerer os om at aflægge mange tilsynsbesøg på de steder, hvor vi har erfaret, at der kan være problemer. På den måde øger vi den nødvendige kontrol, indtil tingene er i orden”.

    ”Vi koncentrerer os om at aflægge mange tilsynsbesøg på de steder, hvor vi har erfaret, at der kan være problemer. På den måde øger vi den nødvendige kontrol, indtil tingene er i orden”.

    Sker det for mange gange, at en synshal laver grove gentagne fejl eller ligefrem bevidst snyder, har Færdselsstyrelsen mulighed for at tage tilladelsen til at udføre syn op til overvejelse.

     


    Tilbage i synshallen præsenterer Færdselsstyrelsens inspektør sig over for den ledende medarbejder, der tager situationen helt afslappet. I langt de fleste tilfælde bliver Færdselsstyrelsens inspektører modtaget pænt af synsvirksomhederne, og tilsynsbesøget foregår i en god, professionel atmosfære: ”De ved jo godt, at vi ikke kommer for at genere dem, så det er yderst sjældent, at vi har problemer”, siger Henrik Vedel Olsen.
    En bil, der netop er blevet synet bliver nu kontrolsynet af Færdselsstyrelsens inspektør. Med synsrapporten i hånden kontrolleres bilen meget nøje for at efterprøve om synsrapporten stemmer overens med bilens faktiske tilstand.

     

    Her kontrolsynes bilen, en nyere Mercedes. Færdselsstyrelsens inspektør kontrollerer, at bilens stand er i overensstemmelse med synsrapporten.


     

    Denne gang – og i ca. 75% af Færdselsstyrelsens tilsyn i 2009 – gives der ingen anmærkninger, og bilens ejer kan nu begive sig trygt ud på de danske veje vel vidende, at bilen overholder lovens krav til sikkerhed og miljø. 

     

     


     

Temaer
  • Det liberaliserede synsmarked: Bedre service for borgerne


    I 2005 blev synsmarkedet liberaliseret i Danmark. Resultatet i dag er, at de danske bilejere nyder en række fordele, der følger med afskaffelsen af statsmonopolet.

    Der er bl.a. en markant øget tilgængelig som følge af, at der nu er over 300 synshaller at vælge imellem i forhold til de 125 tidligere. Den øgede mængde synshaller har også medført en reduceret ventetid for borgerne, der ikke længere skal bestille tid til syn, men blot møde op.

    Disse fordele har også udmøntet sig i andre arenaer: Nemlig en forbedret tillid til synsmarkedet. Hvis forbrugerne skal have gode forhold, er det væsentligt, at de kan have tillid til kvaliteten af produkter og ydelser på markedet og tillid til, at virksomheder og brancher overholder regler, standarder og lovgivning. Derfor er det positivt, at det liberaliserede synssystem opnår en høj placering i Forbrugerredegørelsen 2009, der måler forbrugertillid. I 2006 lå bilsyn på en 16. plads, men steg til 6.plads ud af de i alt 51-brancher i 2009-opgørelserne.

    Antallet af klager til Færdselsstyrelsen over syn er desuden faldet siden liberaliseringen. Der udføres årligt omkring 1.4 mio. syn. Færdselsstyrelsen modtager hvert år lige over 100 klager. Det er under 1 klage per 10.000 syn.

  • Synssystemet: Fremtiden er digital


    Digitalisering er nøgleordet, når man taler om høj kvalitet og adgangen til værdifulde informationer fra synssystemet. 

    Fra den 1. oktober 2009 har synsstederne skulle indberette hele indholdet i synsrapporten til Færdselsstyrelsens synsdatabase eSyn. Færdselsstyrelsen har derved fået lettere adgang til data og bliver herved i stand til føre mere effektive tilsyn og målrette tilsynene med synssteder, der afviger statistisk. Læs mere om det her


    Det nye digitale indberetningssystem er også en vigtig milepæl i Færdselsstyrelsens strategi om at gøre alle danske synsrapporter tilgængelige via hjemmesiden i løbet af 2010.  Derved åbner Færdselsstyrelsen op for et væld af brugbare muligheder i det digitale univers; Ikke alene ville man kunne se synsrapporten for sin egen bil, men potentielle bilkøbere vil kunne finde den værdifulde synsrapport på hvilken som helst dansk bil.

    Den digitale indberetning af synsrapporter er også en vigtig forudsætning for de fremtidige vidensprodukter, Færdselsstyrelsen har ambition om at kunne producere. På baggrund af det omfattende statistiske materiale, som samtlige danske synsrapporter løbende ville udgøre, vil man have enestående detaljerede data at arbejde med. Med stor sikkerhed ville man fx kunne finde de mest fejlfrie danske biler og de mest fejlplagede. 

  • Hvad er et syn?


    Et periodisk syn er en teknisk kontrol af færdselssikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved et køretøj.


    De færdselssikkerhedsmæssige forhold er f.eks. kontrol af styretøj, bremser, lygter, horn, reflekser og bærende dele, bl.a. hjulophæng, støddæmpere og dæk.
    De miljømæssige forhold er f.eks. kontrol af røg, kulilte og støj.


    En bil, der er nysynet, overholder derfor en række minimumskrav, hvad angår sikkerhed og miljø. Et bestået syn siger ikke noget om, om den pågældende bil er et økonomisk fornuftigt køb eller repræsenterer en høj værdi.


    Her kan du læse mere om periodisk syn

Syn
Spørg om syn

Her finder du svar på de oftest stillede spørgsmål omkring periodisk syn


Kontaktinformation

Færdselsstyrelsen  Adelgade 13  Postbox 9039  1304 København K
Telefon 33 92 91 00  Fax 33 93 22 92  EANnr. 5798 000 893320  Email fstyr@fstyr.dk
Sidst opdateret 29.01.10