Skip navigation


Sidens værktøjer


Primær navigation


Tilsyn med Post Danmark

Kvalitetskontrol

Færdselsstyrelsen fører tilsyn med, at Post Danmark lever op til de service- og kvalitetsmål for breve, økonomibreve, pakker, dagblade og øvrige blade, der er fastsat i koncessionen.

Servicekravet for breve er dag-til-dag befordring på hverdage. For økonomibreve er servicekravet, at disse skal omdeles senest tre hverdage efter indlevering - dog fire hverdage, hvis de er indleveret torsdag eller fredag. For både breve og økonomibreve er kvalitetskravet, at 93% af brevene skal være omdelt i overensstemmelse med servicekravet. Service- og kvalitetskravene for breve, økonomibreve og pakker er fastsat i koncessionen, mens service- og kvalitetskravene for dagblade og øvrige blade fastsættes af Post Danmark.

For at kontrollere om Post Danmark opfylder målsætningerne modtager vi hver måned følgende fra Post Danmark:

  • Ekstern kvalitetsmåling for breve, økonomibreve og magasinpost
  • Post Danmarks interne kvalitetsmåling for pakker og dagblade og øvrige blade
  • Årsagsforklaringer til eventuelle større forsinkelser på brevområdet

På brevområdet og for magasinpost er det en uafhængig virksomheds kvalitetsmålinger, som ligger til grund for Færdselsstyrelsens vurderinger. Pakke- og den øvrige bladbefordring bliver vurderet på grundlag af Post Danmarks interne målinger. De seneste resultater af den eksterne måling af brevkvaliteten fremgår af tabellen:

Rettidighed4. kv. 08 1. kv. 09 2. kv. 093. kv. 09 4. kv. 09
Breve 94,7% 96,1% 95,8% 96,1%   94,8%
Økonomibreve 98,2% 97,3% 94,7% 98,5%   98,3%
Erhvervsbreve 96,2% 96,8% 96,2% 95,8%   96,8%


Resultatet af målingerne af Post Danmark brevkvalitet siden 1995 kan du se under Statistik.
Da pakke- og bladområdet (herunder magasinpost) er uden for eneretten, offentliggøres resultatet af kvalitetsmålingerne ikke for disse produkter.

Postbetjeningsnettet

Post Danmark er forpligtet til at have et landsdækkende net af postbetjeningssteder, som sikrer befolkningen adgang til at få udført postforretninger.

Postbetjeningsnettets udstrækning og serviceforhold er ikke nogen given størrelse og har ved flere lejligheder været genstand for politisk drøftelse, ligesom ændringer i postbetjeningsnettet har stor bevågenhed i lokalsamfundet.

Færdselsstyrelsen fører tilsyn med, at Post Danmark overholder koncessionens krav til postbetjeningsnettet.

Koncessionen foreskriver bl.a., at Post Danmark skal gennemføre høring m.m. af lokale interessenter, når Post Danmark ønsker at nedlægge et betjeningssted.

Antallet af ekspeditionssteder i postbetjeningsnettet er faldende. Årsagen til nedgangen er bl.a., at antallet af de såkaldte "giroprodukter" på posthusene er faldende og har været det gennem mange år. Dette skyldes den stigende brug af elektronisk pengeoverførsel, eksempelvis betalingsservice og internetbank m.m. Du kan se postbetjeningsnettets omfang og sammensætning under Statistik.

Erstatningssatser

Hvert andet år reguleres erstatningssatserne for pakker, rekommanderede pakker og rekommanderede breve med udviklingen i forbrugerprisindekset. Erstatningsatserne er sidst reguleret den 1. januar 2008. De gældende satser fremgår af tabellen nedenfor. Det skal pointeres, at beløbene i tabellen er maksimumbeløb. Post Danmark udbetaler således alene erstatning op til det angivne beløb.

ProduktErstatningssatser pr. 1. januar 2008
Pakker op til:   4.800 kr.
Rekommanderede pakker op til:   5.650 kr.
Rekommanderede breve op til:   1.050 kr.

Klageinstans

Færdselsstyrelsen behandler klager over Post Danmark. Før en klage sendes til Færdselsstyrelsen, bør den være behandlet af Post Danmarks hovedkontor. Hvis du f.eks. ønsker at klage over lokale forhold bedes du sende klagen til Post Danmarks hovedkontor, inden du eventuelt klager til Færdselsstyrelsen. Det kan f.eks. også klages over:

  • Utilfredsstillende levering af post
  • For lav eller manglende erstatning i forbindelse med beskadiget eller forsvunden pakke
  • Manglende opfyldelse af befordringspligten

Øvrige opgaver

Færdselsstyrelsen har desuden følgende kontrolopgaver i relation til Post Danmark:

  • Post Danmarks befordringspligt
  • Post Danmarks forretningsbetingelser
  • Bestemmelserne for erstatning
  • Kontrol med om Post Danmark overholder prisloftmodellen. Færdselsstyrelsen skal således godkende takstniveauet for breve, økonomibreve og erhvervsbreve med en vægt op til 50 gram
  • Bestemmelserne for opsætning af husbrevkasser bestemt for aflevering af post
  • Bestemmelserne om remail og uanbringelige forsendelser og åbning af disse

I følge koncessionen har Post Danmark befordringspligt på bl.a. breve, pakker og blade. Post Danmark er således forpligtet til at opretholde en effektiv landsdækkende service for så vidt angår indsamling, transport, sortering og omdeling af forsendelser. Hvis Post Danmark ikke overholder denne forpligtelse, kan Færdselsstyrelsen gribe ind.

I Post Danmarks' forretningsbetingelser skal alle regler og eventuelle forbehold vedrørende befordringen af alle Post Danmark A/S' produkter fremgå.


Kontaktinformation

Færdselsstyrelsen  Adelgade 13  Postbox 9039  1304 København K
Telefon 33 92 91 00  Fax 33 93 22 92  EANnr. 5798 000 893320  Email fstyr@fstyr.dk
Sidst opdateret 24.02.10