Nej-tak til reklamer og gratis aviser

Fra d. 30. april 2009 er der to forskellige muligheder for at sige ”nej tak” til f.eks. tilbudsaviser, salgskataloger og lokale ugeaviser.
Forbrugerombudsmandens retningslinjer
Reklamer og aviser såsom tilbudsaviser, salgskataloger, lokale ugeaviser mv. er adresseløse forsendelser. Forbrugerombudsmanden har udarbejdet retningslinjer for adresseløse forsendelser, og i den forbindelse, er det nu muligt at vælge mellem 2 forskellige ordninger, når husstanden ønsker at sige ”nej tak”.
2 muligheder for ”nej tak”
Det er muligt at vælge mellem disse to ordninger:
• ”Reklamer – Nej tak”
Husstanden vil ikke modtage reklamer. Husstanden vil dog modtage telefonbøger, lokale vejvisere, aftenskolekataloger m.v. samt gratis aviser.
• ”Reklamer og gratis aviser – Nej tak”
Husstanden vil hverken modtage reklamer eller gratis aviser og andre blade/skrifter. Gratis aviser kan være lokale ugeaviser og eventuelle daglige husstandsomdelte aviser, som ikke er adresseret.
Uanset hvilken ”nej tak” ordning husstanden tilmelder sig, vil den dog stadig modtage information fra staten, regionerne og kommunerne. Derudover vil husstanden modtage valgmateriale fra politiske partier, indsamlingsmateriale fra velgørende foreninger samt kirkeblade.
For mere information
Du kan læse mere om retningslinjerne på Forbrugerombudsmandens hjemmeside på adressen www.forbrugerombudsmanden.dk