OBS Fra den 15. april 2010 er Trafikstyrelsen og Færdselsstyrelsen lagt sammen til én samlet styrelse kaldet Trafikstyrelsen.
På denne side beskrives organisering og opgaver for den gamle Færdselsstyrelse.
For at se den gamle Trafikstyrelses organisering og opgaver kan du klikke her
Du kan læse mere om de enkelte afdelingers opgaver nedenfor:
Direktøren
Direktør Carsten Falk Hansen
Strategi og Stab
Afdelingen har ansvaret for opgaver om styrelsens økonomi, regnskab, personale, løn, strategisk udvikling og kommunikation. Derudover varetager afdelingen udviklingsopgaver på IT-området og drift. Det er også i Strategi og Stab, at styrelsens servicefunktioner i forbindelse med styrelsens daglige drift er placeret.
Leder: Stabschef Anne Niebuhr
Bilteknisk Afdeling
Trafiksikkerhed
Denne afdeling har ansvaret for, hvordan et køretøj skal indrettes, blandt andet regler om køretøjets indretning i forhold til sikkerhed og miljø, samt regler om syn af køretøjer. Afdelingen forhandler og gennemfører direktiver fra EU og regulativer fra FN-organisationen ECE. Bilteknisk afdeling arbejder også med en række udviklingsopgaver, som primært sigter på at reducere det enkelte køretøjs energiforbrug og miljøbelastning.
Typegodkendelse
Afdelingen behandler ansøgninger og anmeldelser vedrørende typegodkendelser af lette og tunge køretøjer. Afdelingen udsteder flere former for typegodkendelser, blandt andet standardtypegodkendelse og anmeldt EF-typegodkendelse (til flere ens køretøjer), typegodkendelse (til flere ens chassiser), samt godkendelseserklæring omfattende et enkelt chassis.
Center for Grøn Transport
Centeret arbejder med en række konkrete initiativer, der skal bidrage til at reducere CO2-udledningen i transportsektoren, blandt andet med energikrav til taxier, energimærkning af varebiler og optimering af aerodynamik for lastbiler. Centeret skal også gennemføre forsøgsprojekter med energieffektive transportløsninger i større skala i strategisk samarbejde med erhvervsvirksomheder og kommuner, fx energieffektive busser i offentlig bustrafik, større flåder af køretøjer. Forsøgsprojekterne bliver forberedt i 2009 med henblik på igangsætning i 2010.
Leder: Kontorchef Ib Rasmussen
Tilsynsafdelingen
Erhvervstransport
Afdelingen har ansvaret for godstransport, buskørsel og taxikørsel. Dette omfatter bl.a. udstedelse af nationale og internationale tilladelser til virksomheder, som udfører gods- eller buskørsel, samt tilsyn med disse virksomheder.
Syn og omsyn af køretøjer
Afdelingen har ansvaret for syn og omsyn af køretøjer i Danmark. Dette omfatter blandt andet opgaver ved indkaldelser af køretøjer til syn, kundehenvendelser, udstedelse af tilladelser til virksomheder til at udføre syn og omsyn af køretøjer, samt tilsyn med disse virksomheder. Afdelingen behandler også klager over syn og omsyn foretaget af synsvirksomheder.
Posttilsyn
Afdelingen har ansvaret for postområdet i medfør af lov om postbefordring. Der foretages registrering af postvirksomheder, der udfører erhvervsmæssig postbefordring af forsendelser op til 20 kg. Afdelingen fører tilsyn med, at Post Danmark A/S opfylder koncessionsbestemmelser samt deltager i det internationale arbejde på området.
Leder: Kontorchef Theo Rabenberg