Køb af brugt bil. Hvornår skal bilen til periodisk syn?

SVAR:

Når du køber en brugt bil, er det godt at vide, hvornår bilen kan forventes at blive indkaldt til periodisk syn næste gang. Som køber er det ikke nok, at du ved, hvornår bilen sidste gang er synet. Det betyder nemlig ikke automatisk, at der er 2 år til næste gang, bilen skal synes.

Indkaldelsen til næste periodiske syn sker altid på baggrund af bilens synsdato, aldrig ud fra sidste godkendelsesdato. Du skal derfor være opmærksom på at undersøge, hvilken synsdato bilen er registreret med. Du kan se hvornår bilen næste gang forventes indkaldt til syn i Køretøjsregistret.

Bemærk, at en bil godt kan få udleveret nummerplader eller kan blive omregistreret til ny ejer, selvom bilen er indkaldt til periodisk syn.

Du er altid velkommen til at kontakte os, inden du køber en brugt bil, så du er klar over, hvornår bilen næste gang bliver indkaldt til periodisk syn.

Du bør altid bede om at få sidste synsrapport med, når du køber en brugt bil. Du kan finde bilens synsrapporter via Færdselsstyrelsens selvbetjening. Kopi af den sidste synsrapport kan du desuden få ved henvendelse til synsvirksomheden, som har foretaget sidste syn.

Sidst opdateret: 22.02.2017