Højresvingskampagne 2016

Igen i år sætter kampagnen "undgå højresvingsulykker" fokus på, hvordan cyklister kan undgå højresvingsulykker ved at søge væk fra lastbilens forhjul.

Antallet af dræbte og tilskadekomne cyklister i højresvingsulykker er faldende.  Men cirka 15-20 % af alle dræbte cyklister gennem de sidste 10 år skyldes en højresvingsulykke mellem en lastbil og en cyklist. Kampagne opfordrer cyklisterne til at søge væk fra lastbilens forhjul.

En højresvingsulykke mellem en lastbil og en cyklist er som regel meget voldsom, og ofte har ulykken en dødelig udgang for cyklisten. Cyklisterne er opmærksomme på risikoen og ved godt, at de skal være på vagt i situationer, hvor de kører ved siden af en lastbil, der skal svinge til højre. Men der hersker samtidig mange myter og misforståelser om, hvordan ulykkerne sker, og hvad cyklisterne kan gøre for at undgå højresvingsulykkerne. Det skal en kampagne fra Transport- og Bygningsministeriet, Færdselsstyrelsen, Rådet for Sikker Trafik og 13 organisationer og virksomheder gøre op med.

Kampagnen "Undgå højresvingsulykker" med budskabet "Hold øje og hold afstand til lastbilens forhjul" kan blandt andet opleves i TV i hele landet og langs cykelstier i de fire største byer. TV-spottet viser samtidig, hvordan det både er chaufføren og cyklisten, der tager ansvar for, at begge kommer sikkert frem i trafikken.



Sammen med kampagnen til cyklisterne er der igangsat to projekter rettet til lastbilchaufførerne: Et undervisningsmateriale om bl.a. spejlindstillinger og udsyn fra forruden og et pilotprojekt i udvalgte virksomheder med mange lastbilchauffører blandt medarbejderne, hvor chauffører uddannes til at uddanne kollegerne. 

 
Sidst opdateret: 11.10.2016