Nye regler for godkendelse til Tempo 100-kørsel for busser
27.03.2018

Reglerne for Tempo 100-kørsel bliver ændret, så det bliver lettere at få EU-typegodkendte busser registreret til Tempo 100-kørsel, samt at busserne ikke længere skal anvende Tempo 100-mærker.

Formålet med ændringen er, at lette byrden for busvognmænd i forbindelse med registrering af EU-typegodkendte busser til Tempo 100-kørsel i Køretøjsregisteret.

Med de nye regler bliver EU-typegodkendte busser af klasse III og klasse B automatisk godkendt til Tempo 100-kørsel uden forudgående godkendelse. De nye regler indebærer også, at en dansk registreret bus af denne type skal være registreret til Tempo 100-kørsel. Det er ikke længere et tilvalg, at få en dansk registret EU-typegodkendte bus registreret til Tempo 100-kørsel i Køretøjsregisteret. Forhandleren skal registrere fabriksnye busser af denne type til Tempo 100-kørsel og synsvirksomheden skal registrere EU-typegodkendte busser af klasse III eller klasse B ved periodisk syn. Registrering af fabriksnye EU-typegodkendte busser til Tempo 100-kørsel i Køretøjsregisteret kan foretages af forhandleren uden et forudgående syn.

Med de nye regler er EU-typegodkendte busser fritaget for kravet om at bære Tempo 100-mærket.

Forhandlere kan registrere fabriksnye EU-typegodkendte busser fra 1. marts 2018. I perioden 1. marts 2018 til 1. marts 2019 kan Færdselsstyrelsen også registrere ældre EU-typegodkendte busser til Tempo 100-kørsel. Udover ændringerne bliver der indført en Tempo 100-godkendelsesattest, som udstedes til udenlandske busser. Attesten skal medbringes som dokumentation for, at bussen er godkendt til Tempo 100-kørsel i Danmark. Det betyder, at det ikke længere kræves, at der kan fremvises dokumentation som angivet i § 7. Godkendelsesattesten kan også anvendes som dokumentation i den situation, hvor en udenlandsk bus, der skal bære Tempo 100-mærke, skal have udleveret et erstatningsmærke, jf. § 11.
Kontakt
Ingeniør
Allan Hansen
Chefkonsulent
Peter Dyrelund Jakobsen
Sidst opdateret: 27.03.2018