Autorisation af værksteder

Her kan du læse om, hvordan reglerne er for at kunne udføre arbejde på takografer, hvordan du søger om en ny autorisation, og hvilke virksomheder, der er godkendt til at udføre tilsyn med værksteder.

Hvem skal autoriseres?
Et værksted, der skal udføre arbejde på analoge og digitale takografer, skal være autoriseret hertil.


Hvad kan du få autorisation til?

Du kan søge om autorisation til at udføre arbejde på takografer.

For at få en autorisation skal værkstedet være etableret i Danmark og opfylde betingelserne i bekendtgørelsen, herunder kravene i bilag 1, punkt 2-3 samt 4.1. og 4.3.

Som dokumentation for, at værkstedet opfylder kravene i bekendtgørelsen, skal en godkendt tilsynsvirksomhed udarbejde en tilsynsrapport, som skal vedlægges ansøgningsskemaet.


Hvordan får jeg en autorisation?

Du skal udfylde et ansøgningsskema. Du kan finde blanket til ansøgning om autorisation til udførelse af arbejde på takografer i boksen til højre.

Ansøgningsskemaet skal vedlægges en anmærkningsfri tilsynsrapport, som er udarbejdet af en godkendt tilsynsvirksomhed.

Du skal som ejer af et værksted eller som stedlig daglig leder heraf opfylde et vandelskrav, og ved underskrift på ansøgningsskemaet samtykker du i, at der hos politiet kan indhentes oplysninger til brug for behandlingen af din ansøgning.

Du kan desuden blive bedt om at indsende yderligere oplysninger til brug for Færdselsstyrelsens vurdering af, om vandelskravet er opfyldt.

Ansøgningsskemaet og tilsynsrapporten sendes til Færdselsstyrelsen. Se kontaktoplysninger i boksen til højre.


Hvor længe er en autorisation gyldig?

En autorisation er normalt gyldig i 5 år. Det er en forudsætning for at opretholde autorisationen, at værkstedet har haft et nyt tilsyn af en godkendt tilsynsvirksomhed senest 12 måneder efter udstedelsen af autorisationen eller seneste tilsynsbesøg. Tilsynsrapporten må højst være én måned gammel ved indsendelsen.

Værkstedet skal indsende den originale tilsynsrapport til Færdselsstyrelsen. Se kontaktoplysninger i boksen til højre.


Hvilke tilsynsvirksomheder er godkendt?

Du kan frit vælge mellem de godkendte tilsynsvirksomheder. Følgende tilsynsvirksomheder er godkendt af Færdselsstyrelsen:

Force Technology
Park Allé 345
2605 Brøndby
Telefon 43 26 70 00

Teknologisk Institut
Gregersensvej
Postboks 141
2630 Tåstrup
Telefon 72 20 20 00


Hvor finder du reglerne for autorisation af værksteder?

Reglerne for autorisation af værksteder kan du finde i takografforordningen og værkstedsautorisationsbekendtgørelsen - se links i boksen til højre.
Sidst opdateret: 09.06.2017